Presset vokser på Brøndby-træner Thomas Frank. Onsdag aften røg det dyrt indkøbte hold fra den københavnske vestegn ud af pokalturneringen på r.. og albuer, da de en mand i undertal blev nedkæmpet og tabte 2-4 til Sønderjyske. På søndag venter FC København i Parken. En ny stor skuffelse her, og så kan Brøndby-ledelsen meget vle føle sig presset til at skride til handling og skille sig af med Frank, som endnu ikke har fået sine mange indkøb til at fungere sammen som en stærk og stabil enhed.

Nederlaget var samtidig en understregning af, at Brøndby fortsat har det særdeles svært på udebane. Bare en sejr er det blevet til i Superligaen i ni forsøg.

Hvis Frank efter kampen følte trang til at udpege en syndebuk, har han formentlig rettet blikket mod midterforsvareren Dario Dumic. Ved stillingen 2-2 og med et kvarter tilbage af den ordinære spilletid, var Dumic var som bagerste mand i Brøndby-forsvaret lige lovligt langsom på bolden. Så kom den indskiftede zimbabwer Silas Songani flyvende og prikkede bolden fra ham. Den store midterforsvarer væltede klodset Songani, som ellers var alene igennem, og dommer Mads K. Kristoffersen var ikke i tvivl: straffe og direkte rødt til Dumic, som dermed blev noteret for sin anden udvisning i denne sæson. Denne aften var Brøndby uden Daniel Agger til at dirigere forsvaret. Ikke fordi han var skadet, men fordi man ville skåne ham inden opgøret mod FCK på søndag. Spørgsmålet var om situationen overhovedet ville være opstået, hvis den erfarne landsholdsspiller havde været på banen.

Den tidligere landsholdsspiller Daniel Jensen afsluttede imidlertid alt for svagt fra straffesparkspletten og forpassede dermed chancen for at afgøre kampen. Men efter scoringer fra Johan Absalonsen og siden Marvin Pourie i den forlængede spilletid, hvor Brøndbys 10 mand kæmpede forgæves, blev det brændte straffespark ligegyldigt.

Johan Absalonsens scoring til 3-2 var et flot skruet skud, som Hradecky akkurat fik hånden på, men ikke nok til at forhindre bolden i at fortsætte ind under overliggeren.

I det sidste minut af kampen fik Brøndby oven i købet også Christian Nørgaard vist ud, således at man sluttede ni mand på banen. De to udvisninger betyder samtidig, at man må stille uden hverken Dumic, Nørgaard eller Johan Elmander mod FCK, hvor trioen skal afsone karantæne.

Sønderjyske var kommet flyvende fra start, da Pourie bragt dem foran 1-0 efter bare to minutter, hvor Brøndbys offside-fælde svigtede. Siden udlignede Johan Elmander, og Teemu Pukki bragte Brøndby foran i første halvleg, men gæsterne formåede ikke at holde fast i føringen. I anden halvleg sørgede Silas Songani for udligningen, og siden gik det helt galt for Brøndby.

»Jeg synes, vi spiller bedst i 1. halvleg, og det er kun et spørgsmål om tid, inden vi får udlignet. Bagefter er det fuldt fortjent, at vi vinder,« fastslog Johan Absalonsen til TV3+ umiddelbart efter kampen.

Efter hjemmeholdets to mål i den forlængede spilletid havde gæsterne også bolden i mål to gange, men begge gange blev målene korrekt underkendt for offside, og så var Brøndbys tilbageværende ni mand ude af pokalturneringen.