Der var ond stemning i Carling Cup-mødet mellem Manchester United og Leeds United.

Det er efterhånden sjældent, at Manchester United og Leeds United tørner sammen på fodboldbanen. Mødet mellem de to traditionsrige klubber i årets Carling Cup var således lidt af et særsyn. Fansene gjorde dog deres for at vise, at hadet mellem de to klubber på ingen måde er falmet igennem årene.

De trofaste Leeds-fans sang hele kampen igennem om tragedien i München i 1958, hvor et helt hold Manchester-stjerner blev udslettet i et flystyrt. Men de regerende engelske mestres fans holdt sig heller ikke for fine til at stikke til ærkerivalerne. I år 2000 blev to Leeds-supportere stukket ned og dræbt under uroligheder før en UEFA-Cup kamp mod Galatasaray. Det fandt tilhængerne fra Manchester åbenbart morsomt, for under kampen mod Leeds blev der både budt på slagsange og endda et banner, der hånede naboerne fra Leeds.

- En gruppe fans synger om fly, og en anden synger om folk, der dør i Istanbul. Jeg finder det frastødende. Der er ikke plads til disse mennesker i vores spil. Mennesker har lidt på begge sider af Penninerne, og det her vil bringe det hele tilbage, udtaler formanden for Leeds’ officielle fanklub Ray Fell.

Rivaliseringen, som menes at stamme fra de to gamle engelske regioner Lancashire og Yorkshire og deres fjendskab i 1500-tallet, blussede op i 60’erne og 70’erne, hvor klubberne også på det sportslige plan var i intens konkurrence.

Desuden var der allerede før kampen, der endte 3-0 til de røde djævle fra Manchester, massive optøjer de to klubbers fanfraktioner imellem. Det kulminerede i 21 anholdelser og to sårede politibetjente.