Tottenham vandt med hiv og sving, da de torsdag aften gæstede AEL Limassol på Cypern i den første kvalifikationskamp til Europa League.

De engelske Premier League-giganter havde en del reserver med i truppen, og således var Christian Eriksen heller ikke rejst med til Cypern, Europa League-kampen mod AEL Limassol. Og det kunne ses, da cyprioterne kom foran allerede efter et kvarters tid.

Og i lang tid så det ud til at miniputterne kunne levere sensationen, men mod slutningen af kampen begyndte kræfterne at slippe op. Og så kunne Tottenham spille sig tilbage i kampen i det sidste kvarter. Først på en scoring af Roberto Soldado og kort tid efter Harry Kane, sikrede Tottenham sig sejren og dermed et godt udgangspunkt inden returkampen i London i næste uge.

Hvor Christian Eriksen måtte blive hjemme, så var der anderledes masser af spilletid til danske Kasper Kusk, da hans hollandske klub Twente var en smuttur i Aserbajdsjan for at møde Karabakh. Kusk startede inde og nåede at indkassere et gult kort, inden han blev udskiftet efter 70 minutter.

Fra bænken kunne han se de sidste minutter af en kamp, der endte helt uden mål, og dermed står hollænderne med fint udgangspunkt inden returkampen.