Daniel Wass er i øjeblikket i flyvende form, og særligt på frispark får han gjort stor opmærksomhed på sig selv.

I weekenden scorede danskeren, der trods storspillet har svært ved at overbevise Morten Olsen om en landsholdsplads, et mål fra cirka 30 meters afstand, da han bankede bolden op i hjørnet mod Guingamp med Jonas Lössl på mål, og onsdag aften gentog Evian-profilen bedriften.

Nogenlunde fra samme afstand fik Daniel Wass chancen på frispark, da Evian var på besøg hos Bastia i en vigtig kamp om at komme væk fra bunden, og igen satte den tidligere Brøndby-spiller bolden i hjørnet i ren Juninho-stil.

Målet var til stillingen 1-1, og da Evian lynede endnu en gang efterfølgende, vandt danskerklubben med 2-1 og har nu fem point ned til nedrykningsstregen. Jesper Hansen og Nicki Bille var også at finde i startopstillingen for Evian.

Også Guingamp er kravlet over den fatale nedrykningsstreg. Med Jonas Lössl og Lars Jacobsen på banen vandt klubben hele 5-1 over Caen og har nu et point ned til dagens modstander på den forkerte side af stregen.