Brian Steen Nielsen er nu fodboldrådgiver, men kan have medvirket til regelbrud i sin første optræden som ’agent’.

Brian Steen Nielsen blev sidste år fyret som sportschef i AGF og har siden gået arbejdsløs. Nu er han imidlertid tilbage i fodboldens univers, hvor han drager nytte af sin store erfaring som tidligere topspiller og sportschef.

Brian Steen Nielsen er blevet rådgiver for fodboldspillere. Det kunne man læse i en artikel i Jyllandsposten bragt tidligere i denne uge, hvor Brian Steen Nielsen fortæller om sin nye tilværelse som ’fodboldagent’.

Således beretter han, at han netop har forlænget 16-årige Oskar Buurs aftale med AGF - en spiller han selv spottede for to år siden som sportschef for århusianerne - men spørgsmålet er, om den manøvre er helt efter reglerne.

For Brian Steen Nielsen har ikke FIFAs agentlicens eller udøver relevant advokatvirksomhed, hvorfor han ikke må forhandle på vegne af en fodboldspiller.

I Jyllands-Posten forklarer Brian Steen Nielsen, at han ikke følte, at det var akavet at sidde over for AGFs nye sportschef, svenskeren Jens T. Andersson, og tale kontrakt på Oskar Buurs vegne.

»Jeg kender niveauet, og jeg ved så nogenlunde, hvor Oskar Buur er henne i sin udvikling, og så er det meget nemmere at finde en løsning. Så det tog ikke så lang tid. AGF ville gerne forlænge med ham, og han ville gerne forlænge med AGF. Indsigten fra tidligere kommer mig til gode. Jeg sagde til Jens, at der ikke var grund til at spille poker om det ene eller det andet. Jens kender jo branchen. Det gik fint.«

Spørgsmålet er, om Brian Steen Nielsen har vurderet sig på sikker grund, da fodboldens agentregler står foran en større ændring i løbet af de kommende måneder, hvor kravet om agentlicens vil afløses af en officiel registrering og lempeligere krav fra FIFAs side. Netop for at undgå mellemmandsvirksomhed i kulisserne i håbet om, at flere af fodboldens mere eller mindre regelrette forhandlere vil lade sig registrere. Men de ændringer er altså endnu ikke gældende.

AGFs sportschef, Jens Andersson, bekræfter via sms, at Brian Steen Nielsen er Oskar Buurs agent og har forhandlet på hans vegne.

Selv om det ligner et brud på DBUs regler om agentvirksomhed, så kan fodboldforbundet ikke ’komme efter’ Brian Steen Nielsen. Eventuelle sanktionsmuligheder vil være rettet mod AGF eller spilleren for ikke at følge DBUs regler. DBU kan intet stille op overfor personer, der som sådan ikke er registreret i fodboldens univers.

DBUs jurist og kontraktansvarlige, Jes Christian Fisker, vil ikke kommentere på ’mulige eller verserende sager’, som han siger, men:

»Vi ser altid med stor interesse på informationer af denne karakter.«

BT har rettet henvendelse til Brian Steen Nielsen, der ikke er vendt tilbage.

Hvis DBU vælger at se nærmere på sagen, så vil det ikke være første gang i nyere tid, at AGF kommer under luppen i en spillerovergang.

For godt et år siden vakte Danny Olsens skifte fra FC Midtjylland til AGF også opsigt. Overgangen blev detaljeret beskrevet i dagbogsformat i Jyllandsposten, og hvordan FCMs tidligere sportschef, Jens Ørgaard, uden agentlicens spillede en meget aktiv rolle.