Sidste sæson scorede Thomas Dalgaard 18 mål i Superligaen, men allerede året før begyndte Heerenveen at kigge på den blonde bomber.

Det siger Hans Vonk, sportsdirektør i Heerenveen, til klubbens hjemmeside.

- Vores scouts har haft øjnene på ham i de seneste to år. Thomas er en spiller med stor erfaring på højeste niveau. Han har vist, at han kan score, og for de unge spillere er det vigtigt at have en mere rutineret spiller at lære af, siger Hans Vonk.

Længe har der været spekuleret i, at Thomas Dalgaard nærmede sig et skifte til Heerenveen, og torsdag eftermiddag offentliggjorde begge klubber så handelen. Den 30-årige angriber har skrevet under på en treårig kontrakt med den hollandske klub.

Heerenveen har tidligere haft store målscorere som Gerald Sibon og Alfred Finnbogason i truppen, og ifølge sportsdirektøren minder Thomas Dalgaard lidt om en krydsning mellem de to.

- Han er ikke en typisk targetman som Sibon, men heller ikke så bevægelig som Finnbogason, siger Hans Vonk.

Heerenveen sluttede nummer fem i Æresdivisionen i den seneste sæson og indleder den nye mod FC Dordrecht 9. august.