Heine Fernandez sidder med sin sixpence trukket godt ned i panden, en smøg i mundvigen og en bajer i den ene hånd. Han læner sig ind over baren. Stemningen er god, og der er smil i de smalle øjensprækker.
Det kunne være en hvilken som helst eftermiddag i Heine Fernandez’ liv. En tredje halvleg efter et mål og tre gode point for eksempel. Men det er det ikke. Det er onsdag eftermiddag et lille halvt døgn efter, han blev idømt 30 dages samfundstjeneste, en bøde på 5.500 kr. og frakendt kørekortet i mindst tre år for sidste sommer med en promille på 2,57 at have påkørt en blomsterkumme og en hæk i Bovense.
Heine Fernandez er på samme tid en af dansk topfodbolds største angribere og skæveste eksistenser. Med 126 mål er han den tredjemest scorende spiller i Superligaens historie, kendt som en stensikker afslutter med et fighterhjerte af de store og et talent som de største.
Det bragte ham til Viborg, Silkeborg, FC København og AB, til himmels på topscorerlisten i 1999, på ligalandsholdet og en enkelt gang på A-landsholdet. Og det reddede ham, da han som bare 17-årig pludselig skulle være far og som pakkedreng på en møbelfabrik ikke kunne få økonomien til at hænge sammen, fordi han allerede sad for meget på værtshus og brugte flere penge, end han tjente, som han engang formulerede det i Ekstra Bladet.
På det tidspunkt havde han allerede boet alene, efter at hans mor, stedfar og to halvsøskende var flyttet til Spanien, da han var 15, og havde det ikke været for hans mormor og morfar, deres omsorg, hans eget store fodboldtalent og beslutningen om at satse på det og livet som familiefar, var det gået galt.
- Så var jeg blevet værtshusbums, som han selv har formuleret det.
Fra Borup tog han turen til Viborg, hvor han blev halvtidsprofessionel, inden han kom på fuld tid i Silkeborg, hvor han kom på hold med midtbanespilleren Jesper Thygesen, der i dag er ekspertkommentator på TV3.
- Det var sjovt at være omkring Heine. Han var rolig, men han havde også altid en anekdote eller en god historie, man bare måtte høre, fortæller Jesper Thygesen.
- Det har aldrig betydet noget for ham, hvad træneren hed. Heine var altid sig selv. På godt og ondt. Han var også fuldstændig ligeglad med, hvem der var det ene eller andet i hierarkiet på holdet. For ham handlede det mere om, at man var ærlig og sig selv.
I 2001 tog han til København. Flemming Østergaard havde ringet og spurgt, om han kunne tænke sig at komme til byen, hvilket med en sign-on fee på 800.000 kroner og en månedsløn på 80.000 blev hans udlandseventyr. Det betød ikke, at han kvittede smøgerne og gnidningsløst tilpassede sig de professionelle normer, men mål blev han ved med at score.
- Jeg har kun positivt at sige om Heine Fernandez som menneske og fodboldspiller. Han er et reelt menneske. Han fik sin smøg og sin øl, og han har nok ikke været så god mod sin krop undervejs. Han var lidt oppe i alderen, da han kom til FCK, så han kunne heller ikke træne hver gang længere. Men det kunne gå, fordi man altid vidste, at Heine alligevel ville ofre alt og tage slagsmålene, når det gjaldt i kampene, fortæller hans holdkammerat fra FCK-dagene, Thomas Rytter.
I København nåede Heine Fernandez at spille sine største kampe, da han blandt andet var med og scorede sejrsmålet mod Lazio, og han har siden fortalt, hvordan han både der og hjemme i Jylland havde svært ved på samme tid at fejre sine mål og sejre på byernes værtshuse, og dyrke et kærlighedsliv med Lone og deres tre børn.
Efter kun halvanden sæson i FC København trappede Heine Fernandez ned i AB, hvor han kom til at spille på hold med Mohamed Zidan. Efter en våd fodboldfest i 2004 satte Heine Fernandez sig ind i egypterens bil, kørte nogle meter, hvorpå han satte i bak, og bragede ind i en parkeret bil. Det kostede ham 14 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år samt en bøde på 2.500 kroner.
I 2005 blev Heine Fernandez fyret fra sin færøske klub HB Thorshavn, hvor han havde været spillende træner i et år og sikret klubben både mesterskabet og pokalturneringen, men året efter kun lå nummer fire med holdet. Derpå indstillede han sin karriere og opfyldte endnu en drøm, da han købte Livjægerkroen på Østerbro og selv stillede sig bag baren.
Der var der, vi fandt ham onsdag. Siddende med sin smøg og sin bajer. Ikke for at fejre endnu en sejr, men efter et tåleligt nederlag i retten. Det kunne være endt med fængsel.
