Nicolai Jørgensen var afgørende i FCKs 2-0-sejr over Hobro og mener, at han selv ændret nogle ting for at blive mere professionel.

Det er et stykke tid siden, at Nicolai Jørgensen har prøvet at starte inde i to kampe i træk. Men det gjorde han i torsdags i Europa League mod Club Brügge og søndag mod Hobro, hvor han scorede det ene og var bagmanden bag Youssef Toutouhs 2-0 mål.

Du er kampafgørende mod Hobro. Hvor vigtigt er det for dig at spille den rolle i kampen?
- Det er desværre ikke blevet til så mange af den slags i år, som jeg gerne ville grundet skader. Men jeg synes, det bliver bedre og bedre, og jeg er så småt ved at ramme topformen. Jeg spillede en god kamp i sidste uge, hvor jeg bare manglede at score. Det gjorde jeg så mod Hobro.

Du har nu startet inde i to kampe i træk for første gang i lang tid. Føler du overskud til det?
- Ja, jeg har ikke følt mig så skarp i mange år, siden jeg kom til FCK. Jeg føler mig fysisk 100 procent, og så har jeg også selv taget skeen i den anden hånd og gjort ting anderledes i mit liv.

Kan du uddybe det?
- Man kan godt komme til at fortale sig, som folk så fanger én på. Men i bund og grund er livet blevet mere professionelt.

Jamen, selvtræner du eller har ændret kost?
- Jeg er blevet mere bevidst om nogle ting, der gør, at jeg ikke længere tænker på skader. Jeg føler mig stærk nu.

Men er det inde på banen eller uden for?
- Begge dele. Men snak med Ståle (Solbakken). Han vil måske sige mere om det. Hvis jeg spiller 50 kampe i træk, så vil jeg måske åbne op omkring det.

Men du vil vel godt sige, om det var fedt at få revanche for 0-3-nederlaget i Parken?
- Det var rigtig fedt. Vores nederlag den dag til Hobro var den dårligste individuelle og holdpræstation i min FCK-tid. Så vi gjorde det fremragende mod et hold, som var godt organiseret. Bortset fra 10 minutter i anden halvleg synes jeg, vi havde helt styr på dem.