Watford er som det første hold klar til verdens dyreste liga, Premier League.

Holdet fra Hertfordshire gjorde, hvad de skulle i næstsidste spillerunde, da man ude slog Brighton med 2-0. Dermed skulle Watford håbe på, at både Middlesbrough og Norwich smed point i deres kampe mod henholdsvis Fulham og Rotherham.

Det lykkedes med sene scoringer i begge kampe, og dermed kan Watford med deres 88 point ikke hentes i sidste spillerunde.

På holdets officielle Twitter-konto skriver de:
»Vi gjorde det! Watford FC er i Premier League.«

Watford, som tidligere var ejet af Elton John, var senest i Premier League i sæsonen 2006/2007, hvor de rykkede ud med et brag på 20. pladsen.

I 2013 var Watford i playoff-finalen til Premier League, men tabte milliardkampen på Wembley til Crystal Palace.

Watford kan nu se frem til at tjene omkring en milliard kroner på oprykningen i kraft af TV-penge og sponsorer, hvilket gør springet fra Championship til Premier League til den mest profitable oprykning i verdenen.

Man kan især takke de to angribere Troy Deeney  og Odion Ighalo, der scorede henholdsvis 21 og 20 mål i The Championship.

I sidste spillerunde skal Norwich, Bournemouth og Middlesborough kæmpe om den sidste direkte oprykningsplads. Taberne må nøjes med play-off-kampe.