Morten Olsen stopper som landstræner senest sommeren 2016. Nu åbnes spillet om at finde hans afløser.

Morten Olsen chokerede alt og alle, da han på tirsdagens pressemøde fortalte, at han stopper som dansk landstræner, når hans kontrakt med DBU udløber 1. juli 2016. BT giver her et bud på dem, der kan afløse Morten Olsen:

Den oplagte - Kasper Hjulmand

Fyret i sin første sæson Mainz og ledig på markedet nu. Spørgsmålet er, om Kasper Hjulmand vil gå uden job helt frem til sommeren 2016, eller om DBU med fordel kan tilknytte ham i en rolle nu. Alternativt kan han undlade at søge en aftrædelsesaftale med Mainz og dermed være på lønningslisten i det tyske, så længe det passer ham.

Ikonet - Michael Laudrup

Pt. træner for Lekhwiya, men kontrakten udløber efter sæsonen. Dansk fodbolds største navn gennem tiderne er længe talt op som landstræneremne, men den ligger ikke lige for. Trænernavnet Laudrup er oppe i en lønramme, hvor DBU får svært ved at være med, og vil han egentlig risikere sit gode navn på den opgave?

Læs også:

Outsider 1 - Thomas Frank

Med ansættelserne af Kim Hallberg og Flemming Berg har DBU allerede været på rov i Brøndby, og leg med tanken om, at Frank får Brøndby tilbage på ret kurs, overlever denne sæson og i næste sæson får de blå-gule helt op. Så vil han pludselig træde ind på scenen som det moderne unge outsider-valg.

Outsider 2 - Jess Thorup

DBU har for år tilbage med succes forfremmet en ungdomstræner, men selv om Thorup har ført U21-drengene til EM til sommer, så er vejen til A-jobbet lang. DBU vil i branding-sammenhæng have svært ved at præsentere Jess Thorup som den store magnet i en tid, hvor sponsoraterne ikke hænger på træerne.

Læs også:

'Det blev en u'lænding'

Et ikke specielt sandsynligt scenarie. Dels vil DBU ikke kunne tilbyde en topløn, og de udenlandske trænernavne der vil bide på, vil næppe være sexede nok i forhold til at sælge landsholdet som produkt.

Et alternativt kunne dog være et udenlandsk navn, der er kendt i Danmark. Eksempelvis den nuværende svenske landstræner Erik Hamrén eller FC Københavns Ståle Solbakken.

Læs også: