Kampen om fodboldens fineste individuelle udmærkelse - Ballon d'Or - spidser til. Netop nu er trænere, landsholdsanførere og fodboldmedier ved at beslutte, hvem de skal stemme på som verdens bedste fodboldspiller. Lionel Messi har vundet prisen de seneste fire år, men får i denne sæson hårdere kamp fra ærkerivalen, Cristiano Ronaldo, end nogensinde.

Ud over Messi og Ronaldo, som år efter år er de absolutte favoritter, har svenske Zlatan Ibrahimovic også sneget sig med blandt de mest seriøse bejlere til titlen i år. En fantastisk sæson, der flere gange er blevet kronet med suveræne scoringer, har bragt ham langt frem i favoritfeltet.

jegkanaltmedballon

Den norske avis Verdens Gang har været i statistikbøgerne og fundet bemærkelsesværdige resultater for det seneste års kampe frem. Se den benhårde duel mellem de tre stjerner nedenfor - og vurdér selv, hvem du mener fortjener fodboldens svar på Nobelprisen, Den Gyldne Fodbold.

Måltyven over dem alle
Cristiano Ronaldo scorer bare mere. Mens Zlatan har scoret imponerende 28 mål og Messi han banket kuglen i nettet hele 37 gange, har Ronaldo trillet bolden over stregen vanvittige 50 gange.

Assist-leverandør nr. 1
Mens Ronaldo fra flere sider er blevet omtalt som en individualist på en fodboldbane, afslører tallene, at han i den grad er en holdspiller. Han har leveret flere målgivende afleveringer end både Zlatan og Messi. Selvom sidstnævnte har præsteret imponerende 11 af slagsen, bliver han netop slået af Ronaldo, der 12 gange har lagt kuglen til rette for en medspiller.

Effektivitetens mester
Hvor mange minutter skal du have på banen, før du bringer dit hold på måltavlen? For Ronaldo er det svar sølle 67 minutter. Ronaldo har været på banen i 3.328 minutter og har på den tid scoret 50 gange. Med 68 minutter per scoring er Messi ikke langt efter, men endnu en gang må den argentinske troldmand se sig slået. På dette område er Zlatan langt fra de to La Liga-kamphaner. Den selvsikre svensker skal bruge hele 113 minutter på at få bolden i mål.

Driblekongen
Messi hyldes af mange for sine vævre driblinger, men Ronaldos råstyrke slår også her Barcelonas førstemand. Hele 61,42 procent af Ronaldos driblinger ender lykkeligt, mens Messi kun slipper forbi sin direkte modstander i lige godt halvdelen af forsøgene. Også her må svenskernes nationalhelt tage til takke med en tredjeplads. Kun godt 43 procent af hans dribleture ender succesfuldt.

Den direkte duel
Ronaldo viser gerne sin veltrænede krop frem - eksempelvis i forbindelse med reklamefremstød for sit undertøjsmærke, men også på banen kan man få Ronaldos mange timer i styrkerummet at føle. I 57 procent af tilfældene lykkes det den portugisiske hard-hitter at vinde den direkte duel om bolden. Her må Messi endnu engang stå tilbage for ærkerivalen fra Madrid. Han lykkes nemlig kun med halvdelen af sine dueller. Igen må Zlatan se de andre løbe med hæderen. Han trækker sig kun sejrrigt ud af 43 procent af duellerne.

Tiki-takaen lever endnu
Men selvom Ronaldo slår Messi suverænt i de fem ovennævnte kategorier, kan Messi dog bryste sig af at holde Barcelona-adselsmærket i hævd. Når det kommer til vellykkede afleveringer, er der ingen over eller ingen ved siden af tiki-takaens mester. Lionel Messi rammer sin medspiller i næsten 85 procent af forsøgene. Ronaldo lykkes kun i 77 procent af tilfældene.

Og selvom Ronaldo har scoret flere mål, har han også måtte bruge flere forsøg. Messi scorer på hvert fjerde forsøg, mens Ronaldo og Zlatan begge skal trykke af mod målet cirka seks gange, før bolden ryger over stregen

Hvem der rent faktisk ender med at løbe med hæderen som verdens bedste fodboldspiller afsløres d. 13. januar 2014 ved et stort anlagt Fifa-show.