FIFA har netop offentliggjort navnene på de tre spillere, der skal kæmpe om Ballon d'Or 2014. To af navnene kommer næppe som den store overraskelse.

Det er nemlig Barcelonas Lionel Messi og Real Madrids Cristiano Ronaldo, der igen i år er førsteudfordrere til titlen. De får dog konkurrence til stregen af Bayern Münchens målmand Manuel Neuer, der vandt "the double" med sin klub, samt guld ved VM i Brasilien med Tyskland.

Siden Ballon d'Or i 2010 blev slået sammen med FIFA World Player of the Year, har Lionel Messi været nomineret alle fire gange, hvoraf han har vundet de tre. Sidste års vinder, Cristiano Ronaldo, er med på listen for tredje gang i træk.

Det er desuden første gang siden sammenslutningen, at en målmand bliver nomineret i kategorien.

Kåringen af 'Verdens Bedste Fodboldspiller 2014' finder sted den 12. januar 2015 ved det prestigefyldte gallaarrangement i Zürich i Schweiz.

Ved samme lejlighed vil der også blive uddelt priser for Årets Kvindelige Spiller og Årets Træner. I sidstnævnte kategori er de nominerede den tyske landstræner, Joachim Löw, Real Madrids Carlo Ancelotti og Atlético Madrids Diego Simeone, mens hos kvinderne er det brasilianske Marta, tyske Nadine Kessler samt Abby Wambach fra USA, der skal kæmpe om prisen.