Det så slemt ud, da Chelseas franske back Kurt Zouma kolliderede med sin målmand Petr Cech og blev liggende på jorden i tirsdagens Liga Cup-kamp mod Derby.

En tand fløj ifølge flere medier ud af munden på Zouma, og han blev efter behandling på banen kørt på hospitalet. Chelsea-manager Jose Mourinho melder dog på klubbens hjemmeside, at spilleren efter omstændighederne er sluppet billigt.

»Han har det fint. Vi tror ikke, at han har brug for mere behandling på hospitalet. Han er en smule svimmel, og han havde blod i sin mund på grund af en rift, men han har været til undersøgelser og er klar mandag,« forklarer Jose Mourinho.

»Jeg troede, at han blev ramt af et slag, men det var Petrs hoved - hans hjelm. Spillernes kropssprog viste tydeligt, at der var noget galt, men jeg kunne slet ikke se det på grund af afstanden,« tilføjer portugiseren.

Zouma var ikke den eneste spiller, Chelsea måtte skifte ud før tid i 3-1-sejren. Også Didier Drogba udgik med en skade, men Mourinho er ikke bekymret 'for den store ankel'.