Esbjerg hentede en tiltrængt 4-1-sejr på udebane mod FC Vestsjælland. Det var dog ikke lutter positivt, for undervejs var der en mindre batalje mellem Martin Pusic og Mikkel Vestergaard, hvor førstnævnte rev sin medspiller i armen.

Mikkel Vestergaard undlod at spille sin angrebskollega fri ved en stor chance, som han i stedet selv brændte.

- Det ser ikke godt ud, og det bryder jeg mig ikke om at se, så det kan godt være vi får en lille snak om det, siger Esbjerg-træner Niels Frederiksen til TV3 Sport.

Esbjerg har nu hentet syv point i de seneste tre kampe, og Niels Frederiksen håber, at det gode spil fortsætter fremadrettet.

- Nu har vi jo sagt i et stykke tid, at vi har formfremgang. Vi får flere og flere point, og jeg synes også, det går bedre og bedre, hvis vi udjævner præstationerne en anelse. Så jeg regner med, at vi stille og roligt bevæger os op i tabellen. Det er i hvert fald det, jeg tror og håber på, siger han.

Med sejren har Esbjerg nu seks point ned til nedrykningsstregen. OB, der ligger lige under stregen, har dog en kamp til gode og kan formindske det forspring til tre point, hvis de søndag vinder hjemme mod Hobro.

I den anden lejr er der masser af utilfredshed at spore.

- Vi står og snakker om inden kampen, at vi har en god hjemmebane, men det virker lidt som om, at vi tror, det kommer lidt af sig selv. Men det gør det altså ikke, siger Rasmus Festersen til TV3 Sport.

- Kampen forløber i første halvleg egentlig lidt som forventet. Esbjerg har lidt svært ved at skabe noget, men de scorer alligevel to mål, og så har de et resultat, og det gør det svært for os.

Med nederlaget har Vestsjælland fortsat kun fem point ned til nedrykningsstregen. OB har dog en kamp til gode og kan formindske det forspring til to point, hvis de søndag vinder hjemme mod Hobro.