Med kun fire point i tre kampe, har Tyskland fået en usædvanlig dårlig start på EM-kvalifikationen. Faktisk den dårligste nogensinde.

I Tyskland er der tårnhøje forventninger til fodboldlandsholdet, men indtil videre har det knebet gevaldigt med at skrabe point sammen i EM-kvalifikationsgruppen. Fire point i de første tre kampe er det blevet til, hvilket betegnes som en mindre katastrofe i det fodboldglade land.

Kigger man tilbage i historiebøgerne, er Tyskland aldrig kommet så dårligt fra start i en EM- eller VM-kvalifikationsturnering. Aldrig før han de nykårede verdensmestre haft så få point efter tre kampe, og aldrig før har man haft en negativ målscore.

Tyskerne har blandt andet tabt 2-0 til Polen, og tirsdag aften spillede de 1-1 med Irland uden at imponere. Tysklands landstræner, Joachim Löw, ryster dog ikke i bukserne over den sløje start, og er optimistisk før den næste kamp mod Gibraltar:

- Vi havde også regnet med, at vi ville få flere point ud af kampene i oktober. Men nu møder vi Gibraltar, og den kamp vinder vi, siger han.

Löw har heller ikke haft lige så gode forudsætninger som han plejer. Således måtte han i de seneste to kampe undvære store profiler som Sami Khedira, Mesut Özil, Marco Reus og Bastian Schweinsteiger.

Desuden er der flere prominente navne der har valgt at stoppe på landsholdet, for at koncentrere sig om deres klubhold. Det gælder Per Mertesacker, Miroslav Klose og også Philipp Lahm, der var holdets anfører under VM-slutrunden.