Mainz og Kasper Hjulmand slås om kompensation efter trænerfyringen.

Det er 10 dage siden, at Kasper Hjulmand blev fyret i Mainz.

Siden bruddet har der været radiotavshed fra parterne, fordi de juridiske rådgivere stadig tager livtag om størrelsen på den fratrædelseskompensation, danskeren skal have.

Ethvert ord i pressen kan bruges, når der skal kæmpes om at nå til økonomisk enighed om resterne af den tre-årige aftale til en årlig værdi af ca. 5,5 mio. kr., som Kasper Hjulmand indgik i sommer.

Ifølge BTs oplysninger var den kontrakt kun gældende, så længe Mainz lå i 1. Bundesliga. Ved nedrykning ville Kasper Hjulmand reelt ingen kontrakt have, hvorfor Mainz-ledelsen vil påpege, at med Hjulmand som boss var klubben netop på vej mod 2. Bundesliga, og derfor kan danskeren ikke forvente at få det fulde kontraktbeløb udbetalt.

Dertil kommer, at Mainz ikke har travlt. Det er standardprocedure ved trænerfyringer i Tyskland bare at lade kontrakten løbe og udbetale løn til den fyrede træner måned efter måned med forventning om, at den arbejdsløse træner hurtigt bliver træt og finder sig en ny arbejdsgiver og dermed ikke længere kan kræve løn fra sin tidligere klub.

»I Tyskland er det ikke normalt med en brat fyring. Hvis ikke man har indgået en forhåndsaftalt kompensation i tilfælde af fyring, kører kontrakten bare videre, indtil den udløber, eller den fyrede træner finder et nyt arbejde,« siger sportsavisen Bilds Mainz-reporter, Peter Dörr.

FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, blev fyret i sin tid i FC Köln og var ligeledes på en kontrakt kun gældende for 1. Bundesliga, men havde sikret sig en gylden faldskærm i kraft af en forhåndsaftalt kompensation.

»Da vi indgik aftalen med FC Köln, var det vigtigt for mig at få sikret Ståle Solbakken, at han i tilfælde af fyring ville have økonomien på plads, så snart klubben trykkede på knappen plus omgående at være fri til at komme videre med karrieren,« siger FIFA-agent Bjarne Goldbæk, der var manden bag Ståle Solbakkens kontrakt med FC Köln.

Få uger efter fyringen af Ståle Solbakken rykkede FC Köln ned.

Det tyder ikke på, at Kasper Hjulmand har en tilsvarende indbygget kompensation, og derfor er det usikkert, hvornår hans situation løser sig.

»Ingen af parterne vil sige noget, men det kan tage uger eller helt frem til afslutningen af sæsonen,« siger Peter Dörr.

Netop tiden er Mainz’ bedste våben i bestræbelserne på at slippe så billigt af med Kasper Hjulmand som muligt. Mainz kan vælge at beholde ham på lønningslisten de næste måneder, indtil Bundesligaen går på sommerferie, og rykker klubben ned, kan man sige farvel til Kasper Hjulmand uden øvrig kompensation. Eller mere sandsynligt så overlever Mainz, men afventer, at Kasper Hjulmand, der har et godt navn ikke kun i Danmark, men Europa generelt, finder sig et nyt job.

Hvis Kasper Hjulmands juridiske rådgivere står fast på en øjeblikkelig kompensation, vil Mainz indlysende kun betale få månedslønninger til danskeren.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Kasper Hjulmand og Mainz 05. Uden held.