Der blev kigget dybt i øjnene på Kasper Schmeichel.

Landstræner Kasper Hjulmand skulle lige sikre sig, at de var på helt samme bølgelængde. At Kasper Schmeichel var helt klar over, at det værste, der kunne ske mod Skotland, var, at målmanden ragede et rødt kort til sig og dermed blev udelukket med karantænedage fra de første VM-kampe i Qatar.

En kort overgang overvejede Kasper Hjulmand da også at skifte sin målmand ud af kampen, der endte med et 2-0-nederlag.

»Ja, jeg havde overvejelser om at tage ham ud, men jeg vidste det godt, og jeg kunne se det på Kasper. Vi havde talt om det i dag, og han vidste udmærket godt, hvad der var på spil. Jeg tror, han ville gøre hvad som helst, og han var klar over det. Så han er klog nok til at køre den hjem,« siger Kasper Hjulmand.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han tog dog lige en tur forbi Kasper Schmeichel for at sikre sig, at der var styr på konsekvenserne, hvis nu målmanden fik sig et gult kort mere.

»Jeg rundede ham også lige i pausen, og jeg kunne se på hans øjne, at 'bare rolig, jeg skal nok holde mig i skindet.«

Siger du til ham, at han skal lade en modspiller køre forbi, hvis der kommer en?

»Nej, jeg kigger ham i øjnene, og han siger: 'Jeg ved det godt'. Han var fuldstændig med, så jeg var helt rolig,« siger Kasper Hjulmand.

Og det gik heldigvis for Danmark og Kasper Hjulmand efter lige præcis den plan. Det gik dog ikke helt efter den overordnede plan, for det endte altså med et dansk nederlag på 2-0 i Glasgow.

Det første pointtab for Danmark i VM-kvalifikationen, men billetten til slutrunden i Qatar er allerede sikret.