Pierre Emile Højbjerg har ikke præsteret på landsholdet og kæmper med at få spilletid i Schalke. Selv kalder han på tålmodighed.

For få måneder siden peakede han i Parken med landsholdet, der slog Serbien 2-0. Og efterfølgende blev han danskernes yndling, da han gav et tårevæddet interview.

Men siden da er meget sket for Pierre Emile Højbjerg. Han kæmper med at få fast spilletid i Schalke 04, som han er blevet udlejet til fra Bayern München, mens landsholdsformen også har dykket. Senest i Portugal, hvor han blev flået ud i pausen.

Højbjerg beder dog om tålmodighed.

»Du kan jo ikke bedømme ét år på en måned. Forhåbentlig står vi alle sammen her igen om et år før EM og siger: ’Det var da et meget godt år.’Det er der, vi skal hen, og der skal jeg også hen. Indtil da må folk skrive eller mene, hvad de har lyst til, siger han og forklarer sin situation i Schalke, hvor han kun har fået tre indhop i Bundesligaen og fuld spilletid i én enkelt Europa League-kamp.

»Jeg kom ind og skulle spille første kamp, jeg havde små skavanker, som gjorde jeg ikke kunne spille. Holdet vinder så seks kampe i streg, og man har aldrig ændret på et hold, der vinder seks i streg. Så kan man så sige manglende spilletid – jamen, det er manglende spilletid, fordi holdet vinder. Det er jo ingenting. Sådan er det også med landsholdet, når de vinder, så er det sjældent, der bliver skiftet. Men jeg har snakket med træneren (André Breitenreiter, red.), der har sagt, jeg har en stor rolle at spille, og at jeg får en masse kampe. Han er sikker på, at jeg kan tage det næste skridt til det niveau, jeg gerne vil have. Det kommer,« lyder det fra Højbjerg.

Han er dog ærlig i sin udmelding om de seneste præstationer på landsholdet. Det har ikke været godt nok.

»Det er én ting på landsholdet, og så er det én ting i hverdagen. Der er spillere på landsholdet, der måske rammer højt niveau her og så ikke spiller så meget i klubben. Og så er der dem, der spiller meget i klubben, men ikke rammer niveauet her. Det er to forskellige hold, det må man bare erkendte. Og man må erkende, at vi i de sidst tre kampe ikke har ramt niveau. Og jeg har ikke selv ramt niveau.«

Højbjerg var i sidste sæson udlejet til Augsburg.