For U21-landsholdets største stjerne handler det kommende EM hverken om semifinalepladser, OL-kvalifikation eller personlig succes. Det handler om guld

Et U21-EM er flere ting. Det er en mulighed for kontinentets største talenter til at vise sig frem på den store scene, og det er vejen til OL.

Men tænker man ambitiøst, er det også muligheden for at løfte en pokal og vinde det måske mest eftertragtede trofæ i ungdomsfodbold.

Ambitiøs er netop et af de ord, man uden at tøve kan sætte på U21-landsholdets største profil. Pierre-Emile Højbjerg er naturligvis blandt landstræner Jess Thorups 23 udvalgte til det kommende EM i Tjekkiet, og står det til den Bayern München-ejede midtbanespiller, er der kun én ting at tage østpå efter. Guldet.

»For mig handler slutrunden ikke om, at jeg skal være den bedste spiller eller sælge mig selv. For mig handler det om, at vi vinder og får et godt resultat. Om jeg sælger mig selv eller ej, er jeg ligeglad med. Det handler om at stå med pokalen til sidst,« siger Højbjerg til BT.

Den 19-årige midtbanespiller, der dette forår har været lejet ud til Augsburg med fin succes, er dog klar over, at guldet ikke bliver serveret på et sølvfad under et EM, hvor også store fodboldnationer som Tyskland, Italien og England deltager.

»Der er mange ting, der skal falde på plads og mange momenter, der skal falde ud til vores fordel. Men vi har potentialet til at vinde. Vi har spillere, der spiller i Bundesligaen, vi har folk, der scorer mål, vi har folk, der spiller fast i England og Holland, og vi har dygtige Superliga-spillere. Potentialet er der, men spørgsmålet er, om vi kan forløse det,« siger Højbjerg.

Inden midtbanemanden, der i disse dage sættes i varm forbindelse med store tyske klubber som Bayer Leverkusen og Borussia Dortmund, sætter sig i flyet mod Prag, skal han imidlertid spille to landskampe med Morten Olsens A-hold. Og lige nu er det især den sidste af disse opgør – kampen mod Serbien – der fylder i teenagerens tanker.

»Nu er der to A-landskampe inden U21-slutrunden. Så man har det hele lidt i hovedet. Men jeg ved godt, hvad prioriteten er, og det er A-kampene,« siger han.

Når Danmark 17. juni spiller åbningskamp ved EM, bliver det blot Pierre-Emile Højbjergs sjette U21-landskamp. Men midtbanemanden har ikke ligget på den lade side. I sine første fem kampe, har han scoret fire gange.