Pierre-Emile Højbjerg tog i vinter et skridt ned og skiftede Bayern München ud med Augsburg på en lejekontrakt, men snart er han tilbage på højeste plan.

BT kunne tirsdag fortælle, at den unge landsholdsspiller er på tale i klubberne Dortmund og Leverkusen.

Og fredag kunne han i Helsingør, hvor flere af landsholdsspillerne fra udlandet var samlet med dele af U21-landsholdet, bekræfte, at han taler fremtid med sin klub.

»Jeg har været i kontakt med Bayern af og til. Der har været samtaler med den tekniske direktør Michael Reschke og sportsdirektør Matthias Sammer. Jeg ringer til Matthias Sammer i aften, og så må vi snakke lidt. Der har været løbende kontakt, og man hører fra hinanden af og til. Det er naturligt, men på nuværende tidspunkt er jeg et andet sted, og de er et andet sted, og jeg havde mine ting,« siger Pierre-Emile Højbjerg.

Han forlængede kort før sit lejemål med Augsburg sin kontrakt med Bayern München frem til sommeren 2018, og det kan ikke udelukkes, at han bliver i mesterklubben, som har været glad for hans udvikling i Augsburg.

»Ja, det har de. Jeg har fået positive tilbagemeldinger, så det er altid rart, men nu kigger jeg frem mod landskampene og koncentrerer mig ikke så meget om, hvad der er sket og ikke sket. Sådan er det. Der er mange overvejelser, men lige nu har jeg landsholdet, og der har jeg en vigtig måned, som jeg ser frem til. Hvad der er sket, og hvad der skal ske, er ikke lige førsteprioritet lige nu.«

»Der er ikke så meget at sige om min fremtid. Der er rygter, og dem vil der altid være. De har været der i de sidste to transfervinduer, hvor jeg har været en del af det. Selvfølgelig giver det en indikation af, at jeg er på rette vej, men på den anden side er jeg nødt til at vide, hvad der er det bedste for mig, og så må vi se, hvad der kommer,« tilføjer Pierre-Emile Højbjerg.

Han har imponeret i sin korte periode i Augsburg, og i weekenden sørgede han med et flot mål for, at klubben sikrede sig en historisk femteplads i Bundesligaen og nu skal spille i Europa League.

»Det har været ret exceptionelt. Jeg kommer fra Bayern München og tror egentlig, at jeg træder et skridt ned, men også her ender jeg med at spille med om det sjove. Vi får et godt resultat og en historisk placering, og det er jo altid rart at være en del af noget historisk.«

Hans egen historie kan i aften få et nyt kapitel, når han har talt med Matthias Sammer.