Rygterne om en spektakulær byttehandel i tysk fodbold tager til. I sidste uge meldte SportBild, at Dortmund lurer på at sende midtbaneprofilen Ilkay Gündogan til Bayern München, hvis sydtyskerne vil sende danske Pierre-Emile Højbjerg den anden vej.

Og i weekenden kunne SportBild så rapportere, at 'nu er forhandlingerne mellem BVB Dortmund og Bayern München blevet konkrete'.

Ifølge avisen kræver Dortmund dog, at sydtyskerne også sender en pæn pose penge af sted sammen med Højbjerg. 12 millioner euro - godt 90 millioner kroner - vil 'Schwarzgelben' have for Gündogan.

Pierre-Emile Højbjerg har i det seneste halve år været lejet ud til Bundesliga-klubben Augsburg. Det har tidligere været på tale, at opholdet i Augsburg skulle forlænges, men den idé er Bayern Münchens ledelse - ifølge BTs tyske pressekilder - gået væk fra.

Bayern-ledelsen er angiveligt ikke tilfreds med, at Højbjerg i en periode måtte varme bænken i Augsburg.

Desuden vil Bayern gerne sende den 19-årige dansker på græs i en klub, hvor presset er større. Her har Bayer Leverkusen været nævnt som en oplagt mulighed - hvis Højbjerg da ellers ikke ender som en del af Bayern Münchens tilbud til Dortmund.

Det har endnu ikke været muligt for BT at få en kommentar fra Pierre-Emile Højbjerg eller hans agent, Søren Lerby.