Den danske U21-landsholdsanfører, Jannik Vestergaard, fik en forrygende debut for Werder Bremen, da han med sit nye hold vandt den vigtige bundkamp mod Hertha Berlin med 2-0.

Fra sin position i midterforsvaret dirigerede Jannik Vestergaard de grønblusede holdkammerater, præcist som han blev købt ind til i Hoffenheim, og efter kampen var der stor begejstring for den høje midterforsvarers præstation.

»Det var en sensationel debut af Jannik. Han vandt alle sine nærkampe. De nye tilføjelser i truppen har alle integreret sig perfekt«, lød det fra holdkammeraten Zlatko Junuzovic til klubbens hjemmeside.

Cheftræner Viktor Skripnik bed også mærke i danskerens lederevner, hvilket også var noget, han fremhævede ved præsentationen af Jannik Vestergaard.

»Jeg er meget glad for, at vi har skrevet kontrakt med ham. Han er præcis den type, vi har søgt efter. Man kunne allerede i dag se, at det er godt for os. Hans tilstedeværelse og kompromisløshed er til gavn for hele forsvaret,« forklarede Viktor Skripnik.

Jannik Vestergaard er selv mere forsigtig omkring sin flotte debut.

»Jeg prøvede at opfylde mine pligter og hjælpe holdet. Vi leverede en god præstation i forsvaret, og det var en god team-præstation. Men i dag var kun første skridt, og vi er nødt til at yde denne indsats hver gang. Det hjælper os ikke på onsdag, hvad der skete i dag,« forklarede Werder Bremes nye danske styrmand.

Med de tre point har Werder Bremen tre point ned til nedrykningsstregen. På onsdag skal Werder Bremen en tur til Hoffenheim og Jannik Vestergaards gamle klub.