Nicklas Bendtner er en ivrig bruger af sociale medier som Twitter og Instagram. Og efterhånden er det bare blevet så sikkert som et amen i kirken, at stort set samtlige kommentarer til billederne helt enkelt er; Lord.

Kælenavnet startede på Facebook-sitet Troll Football, der konsekvent kaldte Nicklas Bendtner for Lord. Ordet benyttes om adelsmænd i Storbritannien, og man kan sågar købe sig til en titel som Lord. Men kælenavnet klæbede sig hurtigt fast på sociale medier, blandt andet fordi Bendtner har et barn med baronesse Caroline Fleming.

Nicklas Bendtner har ikke selv ønsket at sige så meget om Lord-prædikatet ud over, at han synes, det er meget uskyldigt. Ikke desto mindre er prædikatet nu også så småt ved at indfinde sig i landsholdslejren, hvor Bendtner efter sine to mål mod Serbien konsekvent blev kaldt for Lord Bendtner af landsholdskammeraterne.

I en mere seriøs tone påpeger flere af de erfarne landsholdsspillere også, at Nicklas Bendtner falder bedre i hak med omgivelserne, hvor han tidligere har fyldt meget i truppen på godt og ondt.