Det var muligvis Guus Hiddinks sidste kamp i spidsen for Holland, da de skuffende spillede 1-1 hjemme mod Tyrkiet.

0-1 stod der med fed skrift på Amsterdam Arena efter 90 minutters dårlig spil af Holland, men i overtiden kom forløsningen, da Klaas-Jan Huntelaar satte hovedet på et skud fra Wesley Sneijder.

Holland startede ellers glimrende indledningsvist, men blev chokeret da Tyrkiets Burak Yilmaz sendte bolden i mål i slutningen af første halvleg.

Hjemmeholdet var uden offensive stjerner som Arjen Robben og Robin van Persie, og det kunne ses på den offensive kvalitet, som i alle tilfælde manglede skarphed. End ikke Niklas Bendtners Wolfsburg-kollega, Bas Dost, kunne få netmaskerne til at blafre. Men i overtiden var det som sagt Klaas-Jan Huntelaar, der lidt tilfældigt, satte hovedet på et skud fra Sneijder.

Med det uafgjorte resultat må Holland kigge langt efter den adgangsgivende top to i Gruppe A. Efter fem runder ligger de på en skuffende tredjeplads med syv point. Tjekkiet og Island topper gruppen med henholdsvis 13 og 12 point, mens Tyrkiet ligger på fjerdepladsen.