Arsene Wenger var ikke tilfreds med Arsenal lukkede mål ind i seks minutters overtid i 2-2 kampen mod Liverpool

Martin Skrtel var manden, der var skyld i, at der var lagt otte minutters tillægstid til i søndagens kamp mellem Liverpool og Arsenal på Anfield.

Han blev trampet i hovedet af Arsenals Olivier Giroud og fik flere minutters behandling i hovedet liggende på banen. Derfor var det lidt ironisk, at det var selvsamme Skrtel, der tog hævn og udlignede til 2-2 seks minutter inde i overtiden.

Efter kampen har især Arsenal-manager Arsene Wengers taktiske dispositioner fået enorme hug på det sociale medie Twitter. Fans og eksperter langer ud efter Wenger som manden i spidsen for holdet, og Arsenal var endda en mand i overtal ovenpå Fabio Borinis røde kort også i overtiden.

Arsenal har adskillige gange i denne sæson leveret taktiske brølere defensivt og lukket en del mål ind på den konto.

Wenger var heller ikke selv tilfreds med, at der blev scoret så sent mod Arsenal og så efter en dødbold.

»Vi havde nok forsvarere på banen på det tidspunkt. Alle fokus burde være på det hjørnespark, og der var ingen, der overhovedet hoppede. Det er skuffende,« sagde Wenger.

Arsenal havde blot 36,6 procent boldbesiddelse i kampen, hvilket er det laveste for London-klubben, siden statistik-firmaet Opta begyndte at måle i 2003. Liverpool havde også et markant overtal i skudforsøg, og derfor kunne Wenger ikke sige noget til selve resultatet.

»Set over 90 minutter var et point fint for os. Vi spillede ikke vores bedste kamp, men vi var skarpe i afgørende situationer offensivt. Men selvfølgelig er det skuffende, at vi giver dem mulighed for at heade den ind på den måde så sent i kampen,« mente Wenger.

Liverpool-manager Brendan Rodgers var naturligvis glad for, at holdet ikke løb ind i sæsonens syvende nederlag.

»Vi skulle mindst have et point for den præstation. Vi var stærke, og det ser lovende ud. Jeg tror, at når vi har flere spillere klar efter skader, så bliver vi langt stærkere i januar. Jeg synes, at vi havde alt undtagen målene på vores mange afslutninger,« lød det fra Rodgers.