A-landsholdet kan ikke score. U21-landsholdet kan ikke score.

Der tegner sig en ret uheldig tendens for de bedste mandlige landshold. For efter torsdagens nedtur i Portugal for Morten Olsen og co. (den tredje kamp i træk uden mål), så fulgte de unge op med endnu en målløs omgang i Aalborg fredag.

Her spillede U21-landsholdet 0-0 mod Wales i holdets første EM-kvalifikationskamp i et opgør, hvor Danmark havde overtaget og spillet. Men chancefordelingen var mere lige, da waliserne kom til flere store chancer undervejs.

Brøndbys Frederik Holst mente ikke, at det havde været godt nok.

»Nej, det er det ikke. Vi har en del chancer, men vi kan bare ikke putte den ind, og så giver vi alt, alt for mange chancer væk,« sagde Frederik Holst efter kampen til DR3.

Siden sommerens EM-slutrunde, hvor det danske U21-landshold var fyldt op med profiler som Pierre-Emile Højbjerg, Yussuf Poulsen og Jannik Vestergaard, så er en stor del af holdet skiftet ud til den nye EM-kvalifikation.

»Det skal ikke være en dårlig undskyldning, men vi har ikke været særligt meget sammen, så vi mangler noget taktisk, især når vi mister possession. Vi er for lette at komme til chancer mod. Der er meget at arbejde med,« sagde Lasse Vigen Christensen efter kampen.

Også træner Niels Frederiksen er ny.

»Vi var ikke dygtige nok til at få lukket dem hurtige på omstillingerne. Lige i den fase af spillet var det virkeligt gode. Vi ville gerne have haft tre. Men et point er bedre end tre, og nu er vi i gang,« sagde Niels Frederiksen til DR3 efter kampen.

De øvrige hold i Danmarks gruppe er Rumænien, Armenien, Luxembourg og Bulgarien, der er næste modstander på tirsdag.