Aarhus Fremad bed flot fra sig i en halv times tid, da Danmarksserieholdet tirsdag aften var på besøg på MCH Arena i Herning, hvor FC Midtjylland ventede i landspokalturneringen.

Men klasseforskellen mellem et seriehold og Superligaens dukse var ikke til at skjule, og det endte derfor med en favoritsejr til FC Midjylland på 5-1.

Paul Onuachu og Marco Ureña scorede hver en gang i første halvleg. I de sidste 45 minutter scorede først finske Tim Sparv, så Paul Onuachu igen, og Marco Larsen fik lov at score værternes femte og sidste mål. I kampen døende minutter pyntede Aarhus Fremads Michael G. Pedersen på resultatet med et flot frisparksmål.

Silkeborg, der endnu har en trepointsgevinst til gode i årets superliga, fik langt om længe en sejr, da BK Rødovre på udebane blev besejret med 4-0. Robert Skov, Jeppe Illum, Nicolaj Agger og Dhia Putros scorede superligabundproppens mål.

1. divisionsholdene Brønshøj og Skive klarede sig også sikkert videre. Brønshøj vandt på udebane med 2-0 over Jammerbugt FC, mens Skive ude slog

BK Søllerød-Vedbæk med 3-0.