Den danske hurtigløber Yussuf Poulsen er tæt på at forlænge med sin tyske klub RB Leipzig.

Tidligere på sommeren blev han rygtet til store traditionsrige Bundesliga-klubber som Borussia Mönchengladbach og Schalke 04, mens også Premier League-klubber lurede på offensivspilleren.

Men efter transfervinduets lukning er kantspilleren, der også kan agere frontløber, stadig at finde i den storsatsende 2. Bundesliga-klub RB Leipzig. Og det vil han med al sandsynlighed også være de kommende år.

»Jeg ligger og forhandler om en forlængelse,« siger Yussuf Poulsen til BTs udsendte i landsholdslejren.

Yussuf Poulsen skiftede for to år siden fra Lyngby til den østtyske klub, der er ejet af energidrikkoncernen Red Bull og har været en kæmpe succes. Klubben jagter i denne sæson oprykning til Bundesligaen.

»De vil meget gerne forlænge min kontrakt og belønne mig for mine præstationer de sidste to år«, fortæller Yussuf Poulsen, der også fortæller, at en underskrivelse er meget nært forestående.

»Det bliver snart. Der er selvfølgelig stadig nogle punkter, der skal på plads, men vi er meget tæt på. Det er noget med noget længde og nogle klausuler«.

Mon ikke det hurtigt falder på plads. Sportslig ansvarlig i klubben, Ralf Rangnick, har i hvert fald aldrig lagt skjul på sin beundring af den 21-årige dansker, der også har bidt sig fast omkring A-landsholdet og er i spil til fredagens EM-kvalkamp mod Albanien.

»Yussuf er en succeshistorie på alle måder, og viser, hvordan vi kan udvikle topspillere. Jeg glæder mig over hans præstationer på det danske landshold. Der er interesse for ham, men jeg forventer, at han også er hos os i næste sæson,« sagde Ralf Rangnick til tyske Bild tidligere på sommeren.