Den tidligere fodboldspiller John Carew lavede masser af mål i sin karriere som angriber, men måske har han også scoret en uretmæssig økonomisk gevinst.

I hvert fald er han af norske Økokrim blevet tiltalt for grov skatteunddragelse.

Konkret drejer det sig om snyd for 5,4 millioner norske kroner – cirka 4,1 million danske kroner – ifølge anklagen.

»Der er tale om en alvorlig sag, fordi det drejer sig om skatteunddragelse over mange år af et betydeligt beløb,« siger statsadvokat Marianne Bender.

Carew beskyldes derfor for groft uagtsomt skattesvig i årene 2014-2016, mens han for perioden 2017-19 anklages for groft forsætligt skattefusk.

Økokrim mener, at Carew samlet har undladt at opgive en skattepligtig indkomst på knap ti millioner danske kroner og en formue på cirka 237 millioner danske kroner.

42-årige Carew bestrider kun dele af det, han er beskyldt for. Han nægter at have gjort noget ulovligt bevidst.

»Jeg er klar over, at jeg har et selvstændigt ansvar for at opgive rigtige informationer, men jeg har været omgivet af rådgivere og et støtteapparat, siden jeg var ganske ung.«

»Jeg ved nok mere om fodbold og ejendomsinvesteringer end om kompleks skattelovgivning for folk, der bor i udlandet,« siger Carew.

Han er dog klar til at tage konsekvensen af det, han måtte have gjort forkert.

»Jeg har hele livet været optaget af, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis jeg har gjort noget galt, har jeg altid rådet bod på det. Det ønsker jeg også at gøre denne gang,« siger han.

John Carew står noteret for 91 landskampe for Norge. I sin klubkarriere spillede han blandt andet for Rosenborg, Valencia, Lyon, Roma, Aston Villa og West Ham.

Sidste år kom det desuden frem, at han skal spille karakteren Benny i en norsk udgave af 'Olsen-banden'.