David de Gea er kommet sig efter hans transfer til Real Madrid gik i vasken. Det fortæller hans landsmand og Manchester United-holdkammerat Juan Mata, der lige nu er i landsholdslejr med målmanden.

»Han lader til at være upåvirket. Han er rolig, afslappet. Han har en naturligt rolig personlighed. Det har været nogle svære dage, men han er ok,« siger Juan Mata ifølge The Guardian.

David de Gea har længe villet væk fra Manchester United, hvor han har været i fire år og har kontrakt i yderligere én sæson. Men United har ikke villet slippe deres bedste mand gennem de seneste sæsoner, selvom Real Madrid angiveligt var klar til at læge flere hundrede millioner kroner for ham.

Sidst i det netop overståede transfervindue kom der så pludselig kontakt mellem klubberne og en aftale kom på plads. Men dokumenterne blev indsendt for sent til de spanske fodboldmyndigheder, og skiftet gik dermed i vasken. En pinlig situation for både klubberne og målmanden selv. Men ifølge Mata er de Gea færdig med at slikke sine sår.

»Det er godt for ham at være her i landsholdslejren. Jeg tror, hans personlighed vil hjælpe ham, for han er altid rolig. Selv under maksimalt pres eller stress spiller han godt. Så hans personlighed vil hjælpe ham både på og uden for banen.«

»David er professionel og vil altid være det. Hans lyst og professionalisme vil ikke gå væk. Ethvert hold i verden ville være bedre med ham på det. Jeg ønsker ham alt det bedste, og jeg er sikker på, at han klarer sig. Han skal nok håndtere situationen.«

David de Gea forventes at blive i England indtil vinterens transfervindue, hvor Real Madrid og Manchester United må kunne blive enige om en aftale.