Det sendte chokbølger gennem kvindefodbolden, da Chelsea-træner Emma Hayes kaldte forhold mellem spillere for 'upassende.' Også Pernille Harders kæreste, Magdalena Eriksson, var meget chokeret over dette.

Den svenske landsholdsanfører spillede nemlig sammen med Pernille Harder i Chelsea under netop Emma Hayes, mens Eriksson og Harder havde et forhold til hinanden uden for banen.

»Jeg blev meget chokeret, da jeg hørte det. Min opfattelse under min tid i Chelsea, med Pernille, var, at der aldrig var et problem. Jeg har altid haft en god dialog med Emma under min tid der. Der var ingen problemer i den tid.«

»Jeg har hørt, at hun forsøgte at forklare, at meget var taget ud af kontekst. Det, jeg følte var problematisk ved det udsagn, var, at det blev sammenlignet med manager-spiller-forhold. Det var ærgerligt, at det blev sat i forhold til det,« siger Magdalena Eriksson til svenske Expressen.

Magdalena Eriksson forklarer videre, at det ikke handler om, hvorvidt man har en partner på holdet, men om man er professionel og ikke tager privatlivet med ind på banen.

Samtidigt tager den svenske stjerne Emma Hayes i forsvar, da Magdalena Eriksson siger, at det hele blev blæst lidt op - og at hun aldrig har haft problemer med Chelsea-træneren.

Emma Hayes var senere ude at sige, at 'hun svigtede sig selv', da hun problematiserede, når spillere på samme hold havde et forhold.

»Jeg burde være den mest trænet i ikke at sige noget, der ville skabe overskrifter. Jeg svigtede mig selv. Jeg mener ikke, det var rigtigt af mig at kalde forhold mellem spillere for upassende,« lød det efterfølgende fra Hayes.

Pernille Harder og Magdalena Eriksson er stadig kærester den dag i dag og spiller sammen på det tyske storhold Bayern München.

Harder var fredag aften med til at sikre Danmark en sejr i EM-kvalifikationen. Det kan du læse meget mere om HER.