Det er for første gang i mange år ikke givet hvem, der skal kåres til årets svenske fodboldspiller. Mandag aften uddeles fodbold-Sveriges største hæder, og her er årets spiller i Sverige, Markus Rosenberg, førsteudfordrer til at stoppe Zlatan Ibrahimovic fra at få sin ottende pris i træk.

I den svenske liga har Markus Rosenberg været altdominerende. Han førte sin klub Malmø FF til mesterskabet, han lavede flest assists, var ligaens mest værdifulde spiller og blev for nylig kåret som årets spiller i Sverige. Alligevel er hans chancer små for at vinde den mest prestigefyldte svenske pris, årets Guldbold. Forklaringen? Zlatan Ibrahimovic.

Zlatan har vundet Guldbolden de seneste syv år, og han har modtaget hæderen i alt otte gange. Selvom han er fyldt 33 år og har været plaget af skader, så har det seneste år atter stået i Zlatans tegn. Han har slået rekorden for flest scorede mål på det svenske landshold, vundet den franske liga med sit hold Paris Saint-Germain, ført dem til kvartfinalen i Champions League og blevet topscorer i den franske liga med ti mål ned til nummer to.

- Der er måske nogle, der er trætte af, at jeg kommer op og tager imod prisen - men jeg har en del mere, jeg vil vinde, så vi ses næste år, sagde en cool Zlatan til svensk TV4 ved sidste års kåring.

- Hvad siger man efter otte Guldbolde? Kan man også få en bil eller hvad? Måske efter ti, jokede Zlatan fra podiet.

Som en skærende kontrast til Zlatans selvsikre stil ser Rosenberg mere ydmygt frem mod mandagens kåring:

- Der skal altid være én, som skal udfordre Zlatan, så det er sjovt at være den person. Det betyder, at man har haft et godt år. Men chancerne er nok ikke så store, sagde Rosenberg til Aftonbladet, der sammen med det Svenske Fodboldforbund uddeler prisen.

Zlatan Ibrahimovic er med sine otte kåringer den eneste, der har vundet Guldbolden mere end to gange. Siden han vandt den første gang i 2005, er den kun blevet tildelt én anden spiller, og det var Fredrik Ljungberg i 2006.