Lørdag aften rundede Kasper Schmeichel en vild milepæl, da han kunne fejre 100-kampjubilæum for Danmark.

Med på tribunen var også store dele af landsholdsspillerens familie, heriblandt faren, Peter Schmeichel, som dagen derpå har delt billeder på Instagram fra den store dag i Parken.

»Jeg er så stolt af dig, søn. Velkommen til Klub 100,« skriver Peter Schmeichel med henvisning til, at de nu begge har rundet 100 kampe i målet for det danske landshold.

Peter Schmeichel, der fik landsholdsdebut i 1988, nåede 129 kampe i rødt og hvidt.

Også Kasper Schmeichels søster, Cecilie Schmeichel, var i nationalarenaen for at hylde brorens milepæl.

»Schmeichel. I 229 kampe har der nu stået målmænd med det efternavn i målet for Danmark. 129 var daddy-longlegs aka Peter Schmeichel, og i går rundede brormand Kasper Schmeichel sin kamp nummer 100 i trøjen og så lige på hjemmebane med sine børn i hånden. Mere smukt bliver det ikke.«

»Vi nyder at komme i Parken og se herrelandsholdet, jeg er vokset op derinde og har mange dejlige minder derfra. Men at have sine egne børn med derinde er bare noget særligt. Specielt når vi har en knægt, som forguder sin onkel og elsker sporten, som han gør. Intet slår det,« skriver en stolt Cecilie Schmeichel.

Trods den store dag, var der ikke meget festfyrværkeri i Parken, hvor Kasper Schmeichel og co. spillede 0-0 i en tam affære mod Schweiz.

Du kan læse B.T.s dom over kampen HER.