Den tidligere Manchester United-spiller Roy Keane er langt fra imponeret over et par af Arsenals spillere, som ireren mener er alt for selvoptagede.

At Roy Keane, der i en årrække huserede på Manchester Uniteds defensive midtbane, tacklede igennem som fodboldspiller, ved de fleste efterhånden. Mange husker hans benbrækker-tackling på Alf-Inge Håland som det bedste eksempel på Keanes kompromiløse og til tider svinske spillestil.

Roy Keane er heller ikke ligefrem kendt for at tie stille uden for banen, og nu retter han en trods alt relativt sjældent set skarp kritik af et par af Arsenals spillere, som briten mener har alt for travlt med at knipse billeder med deres smartphones og flexe mavemusklerne.

»Arsenal har nogle virkelig gode spillere - nogle gode karakterer, der smøger ærmerne op. Men de har også en eller to spillere, som er mere interesserede i selfies og six-packs,« siger Roy Keane ifølge Sky Sports og fortsætter:

»(...) I stedet for at fokusere på Premier League, så handler det mere om, hvordan deres kroppe ser ud, hvordan deres hår sidder, end det handler om at vinde fodboldkampe.«

Roy Keane navngiver ikke nogen af Arsenals spillere i sin kritik.

Roy Keane ser sig heller ikke for fin til at svine Manchester City til. Keane mener ikke, at nyindkøbene, herunder Raheem Sterling, kommer til at forbedre holdet synderligt.

I stedet fremhæver han Chelsea som holdet, de andre skal vinde over, og det giver da også god mening - Chelsea er forsvarende mestre.