Det blev en halvsløj affære, da Zenit hjemme i Rusland spillede 0-0 i onsdagens første Champions League-kamp mod Monaco.

Monaco kom nemlig til Rusland med et erklæret mål om at liste et enkelt point hjem. Sådan kunne det godt virke langt hen ad vejen, hvor Zenit havde svært ved at bryde igennem franskmændenes beton-defensiv.

Derfor blev kampen til tider også ganske kedelig at kigge på, når russerne forgæves forsøgte at finde et hul i defensiven. Ligeledes lignede Monaco et hold, der godt kunne have brugt den målfarlige angriber Radamel Falcao, som de solgte til Manchester United denne sommer. Der var nemlig ikke meget bid i den franske offensiv, selvom de kom tættest på sejren med et forsøg på stolpen fra Yannick Ferreira Carrasco et kvarter før tid.

Som kampen skred frem, var der ingen af de to hold, der turde satse for alvor. Begge mandskaber vandt også deres første kamp i gruppen, og derfor var uafgjort ikke et håbløst resultat for nogen af dem, da de fortsat ligger side om side med fire point for to kampe.

Gruppens to andre hold Leverkusen og Benfica spiller onsdag aften 20.45.