Efter endnu en stor præstation af Christian Eriksen, da han onsdag aften hjalp Tottenham i Liga Cup-finalen via to mål, har BT talt med et par kendte danske Tottenham-fans.

Det var ikke to neutrale mål danskeren lavede onsdag aften. Først viste han en sparketeknik så sublim, at champagnepropperne sprang, da han scorede direkte på frispark. Dernæst afgjorde han kampen i de sidste minutter med en kølig, tekniskflot afslutning.

Og kampen er ikke kun en enlig svale. Igennem hele sæsonen har midtbanespilleren afgjort kampe og sørget for, at klubben stadig hænger på i subtoppen af Premier League.

Begejstringen for Eriksen er også svær at holde nede hos en række kendte danske Tottenham-fans, som BT har talt med.

Henrik Hvillum, fodboldkommentator for Eurosport.

- Tottenham-fan siden 1981

Hvad tænker du om Eriksens præstationer i øjeblikket?

»Det er fantastisk, hvad han præsterer, og det mest bemærkelsesværdige er jo, at han bliver ved med at afgøre kampene for klubben. Han viser, at han i øjeblikket er en rigtig markant spiller for os.«

Hvor rangerer han i forhold til klubbens legender gennem tiderne?

»Han er godt på vej deropad, fordi han har den her betydende rolle i øjeblikket. Men hvis man sammenligner ham med Gareth Bale, så mangler han stadig den sidste verdensklasse.«

Kan han komme op blandt de største i klubbens historie?

»Hvis han fortsætter på samme niveau resten af sæsonen, og så tager en enkelt sæson mere med de samme præstationer, så synes jeg, han begynder at nærme sig Gareth Bale og top 10 over de største.«

Hvad betyder det som dansker, at se en dansk spiller gøre det godt i klubben?

»Det er dejligt, at se en dansker med succes i klubben. Det, at han er dansker, gør også, at der ikke skal lige så meget til, før man bliver lidt forelsket i spilleren.«

Hvem er så dit største idol i klubben?

»Der har jeg to. Gary Lineker, fordi hans betydning for klubben var fabelagtig, og fordi han altid opførte sig eksemplarisk. Og så David Ginola, fordi han havde en personlighed, der skilte sig ud, og som lige pludselig kunne lave noget uventet ligesom en Cantona i United.«

Klaus Bundgård Povlsen, vært på TV Avisen

- Tottenham-fan siden 1972

Hvad tænker du om Eriksens præstationer i øjeblikket?

»Det er skønt, når man har holdt med klubben i 40 år, og der så er en dansker, der både dominerer holdet og Premier League. Lige da han kom til klubben tænkte jeg, der ville gå noget tid, før han for alvor ville markere sig på grund af hans ringe fysik, men det har han jo gjort til skamme. Det er så fantastisk morsomt at følge.«

Hvor rangerer han i forhold til klubbens legender gennem tiderne?

»Han er ikke på listen med de store endnu. Men hvis han fortsætter en sæson mere på det niveau, han viser lige nu, så kommer han op i noget, der ligner top 30.«

Hvem er personligt dit største idol gennem tiderne i klubben?

»Det er Chris Hughton. Han var en lille væver back, der spillede i klubben i 80'erne. Han var en af de første backs, der sådan for alvor bidrog til det offensive med en fantastisk teknik. På den måde gjorde han lidt op med fordommene om, at folk der er dårlige til fodbold altid bare kan stå en back, ligesom jeg selv gjorde.«

Kan Eriksen nå op på siden af ham?

»Jo flere sæsoner han spiller i klubben, des højere kan han komme på listerne over klubbens store spillere. Og netop fordi han er dansker, så skal der da ikke så meget til, før han er helt deroppe.«