Det var heldigt, men det gjorde ikke Kent Nielsen mindre stolt over at have slået endnu en stor modstander hjemme i Aalborg efter 1-0 over Steaua Bukarest.

AaB-træner Kent Nielsen leverede en ren indrømmelse efter at have set sit hold vinde 1-0 over Steaua Bukarest i Europa League og bringe sig på ni point i gruppen:

- Vi havde heldet, lød det uden indpakning fra AaB-træneren, der for få uger siden så sit hold brænde masser af store chancer på udebane mod rumænerne for i anden halvleg at blive skilt ad og tabe med 0-6.

- Et langt liv i fodbold har lært mig, at det ikke er alt, der kan forklares. I de to kampe mod Steaua har vi ikke spillet bedre, end vi gjorde i første halvleg dernede. Men det er essensen af fodbold, at man ikke altid skal spille bedst for at vinde en kamp. Men de hold, der spiller bedst, får i det lange løb de bedste resultater, sagde Kent Nielsen.

Med 1-0-sejren har AaB nu fine muligheder for at komme videre fra Europa League-gruppen. Det er i nordjydernes egne hænder inden udekampen mod Rio Ave. AaB har to point ned til Steaua, der møder Kiev i sidste kamp.

- Jeg tror, at vi skal vinde i Porto, for Kiev er allerede videre. Selvfølgelig er vi favoritter til at komme videre efter denne sejr, men vi ved, at vi skal spille op til vores bedste.

Kent Nielsen har set sit mandkab vinde alle tre hjemmekampe i gruppen uden at lukke mål ind - og især sejrene over Kiev og torsdagens triumf mod Steaua er han stolt af.

- Vi er muligvis en stor klub i Danmark, men vi er sammenlignet med Steaua og Kiev altså en lille klub, så det er et storartet resultat, mindede han om.

AaB's sejrsmål blev scoret af Thomas Enevoldsen, mens målmand Nicolai Larsen havde en yderst vigtig redning i kampens slutfase, hvor gæsterne lagde hårdt pres på for en udligning.