Den franske liga er et yndet rekrutteringsområde for Premier Leagues klubber, og her gør Lilles danske landsholdsspiller Simon Kjær opmærksom på sig selv som en af rækkens bedste stoppere.

’Le Viking’ var således på årets hold i 2014 hos flere franske medier.

Simon Kjær har i sin Lille-tid afvist henvendelser fra liga-rivalerne Monaco, russiske Zenit samt to af de store Istanbul-klubber, men linkes i engelsk presse til Liverpool, Tottenham og Manchester United som en spiller, trioen jævnligt har scouter til at følge.

Med et prisskilt på 15 millioner euro - 112 millioner kroner - vil Simon Kjær i givet fald blive den dyreste danske fodboldspiller til dato.

Der er dog som bekendt langt fra scouting-interesse til konkrete henvendelser og milliontunge bud, men der er bred engelsk interesse for flere af de rød-hvide landsholdsspillere.

Som BT tirsdag kunne fortælle, følges også Daniel Wass og Lasse Vibe tæt af engelske klubber.

Reading og Middlesbrough har IFK Göteborgs Lasse Vibe som emne, og Evian-danskeren Wass scoutes af Tottenham, West Ham og Newcastle.

Begge spillere løber rundt med et prisskilt i omegnen af 20 millioner kroner.