Simon Kjær er nu blevet far og spørgsmålet om, hvorvidt forsvarsspilleren ville blive klar til endnu en omgang mod Zlatan Ibrahimovic, er nu definitivt besvaret.

Mens de andre landsholdsspillere mandag mødte op i landsholdslejren i Helsingør forud for EM-braget mod Sverige på lørdag, blev Simon Kjær i Istanbul, hvor hans højgravide kæreste ventede parrets andet barn. Alligevel fortalte landstræner Morten Olsen, at han forventede, at se Simon Kjær støde til holdkammeraterne i de kommende par dage.

Og nu skulle ventetiden ifølge eb.dk være forbi. Fenerbache-spilleren og hans svenske kone Elina Gollert er tirsdag blevet forældre til en søn.

Den lykkelige begivenhed er også gode nyheder for den danske landstræner Morten Olsen, som dermed kan stille med sin foretrukne konstellation i midterforsvaret i form af Daniel Agger og Simon Kjær. Zlatan Ibrahimovic har endnu til gode at score mod Danmark, og skal det forblive sådan, er Kjær en vigtig brik.

DBU bekræfter overfor BT, at fødslen blev sat i gang mandag, men afventer fortsat at få bekræftet af Kjær selv, at barnet nu er kommet til verden.