David Nielsen fratrådte tirsdag aften som cheftræner i den norske klub Strømsgodset. Nu skal erfaringerne fra topjobbet nedfældes, og så ser den tidligere Superliga-angriber frem til et nyt projekt. Motivationen er i top dagen derpå.

Det var en overraskelse for de fleste, da danske David Nielsen sidste sommer blev præsenteret som cheftræner for de daværende norske mestre Strømsgodset. Dengang begrænsede cheftræner-cv'et sig til et par år i spidsen for segundaholdet Nest-Sotra i den tredjebedste norske række.

Mindre end et år senere er David Nielsen en færdig mand i Strømsgodset, der i indeværende sæson blot har hentet 12 point i 10 kampe. En fælles beslutning fra klub og ledelse, lød det tirsdag aften.

»Når et fodboldhold ikke fungerer optimalt, kan du enten holde en fest, ringe efter en psykolog, eller træneren kan gå. Så kan du håbe, der kommer en effekt. Jeg håber, at det frigør noget energi, når jeg stopper,« siger David Nielsen til bt.dk dagen efter fratrædelsen.

Han fortæller om nogle bekymringer omkring samarbejdet, der har ulmet op mod den fælles opsigelse, der tirsdag aften betød, at parterne blev enige om at stoppe samarbejdet. Gnisten og gløden fra spillerne var dalende, og så var det tid til at gå.

Er det et nederlag for dig?

»Hver gang man stopper, kan man se det på to måder: At man ikke er god nok, at det hele er uretfærdigt, og så kan man komme med 10.000 undskyldninger. Men jeg har ingen undskyldninger. Jeg hader undskyldninger i fodbold. Hvis du står som træner og ender med at gå, så er det fordi, der er ting, du ikke er lykkedes med. Men jeg synes, jeg har leveret rigtig godt i det her projekt og har bragt nogle unge spillere frem, som har taget nogle fantastiske skridt (Martin Ødegaard fik sit gennembrud under David Nielsen, inden han blev solgt til Real Madrid.red.). Vi spiller noget fantastisk angrebsfodbold, og det er den måde, jeg gerne vil spille på,« siger David Nielsen, der nu vil bruge sommeren på at rejse til U21-EM i Tjekkiet og ellers få nedfældet de erfaringer, han har fået.

»Jeg har gjort mig nogle fantastiske erfaringer ved at få få lov at træne et tophold med store ambitioner. At blive ansat efter en stor succes i en klub er et sindssygt privilegium og helt uvurderligt. Som ung træner får man ofte lov til at få en fod ind, fordi der ikke har været succes. Det har været fantastisk lærerigt og giver mig bare endnu mere blod på tanden.«

Hvad sigter du efter nu? Et trænerjob i Norge eller er Danmark aktuelt?

»For mig handler det ikke om hvor, men om, at projektet skal være rigtigt for mig. Nu har jeg arbejdet i udlandet, men at arbejde på sit eget sprog er selvfølgelig altid at foretrække. Det vigtigste er, at jeg er omhyggelig med at vælge det bedste ud fra de muligheder, jeg har«, siger David Nielsen og slår fast:

»Jeg er motiveret til allerede at tage et nyt job i dag, hvis det rigtige kommer. Så enkelt er det.«