»Vilhjalmssoooon! Selvfølgelig er det Vilhjalmsson!«

Sådan lød det fra den norske Viasat-kommentator Roar Stokke, da den islandske Rosenborg-angriber Matthías Vilhjalmsson i forlænget spilletid sikrede sit hold avancement i Champions League-kvalifikationen.

Mange danskere - inklusiv Nicklas Bendtner selv - havde nok håbet og troet på, at kommentatorens 'selvfølgelig' ville være efterfulgt af netop 'Bendtner'.

Trods sine manglende mål fik den danske Rosenborg-spiller endnu en gang chancen fra start, da de norske mestre onsdag tog imod irske Dundalk på Lerkendal. Det gjorde han på bekostning af sin angrebskollega Matthías Vilhjalmsson, der blev skiftet ind i anden halvleg.

Returkampen i Champions League-kvalifikationen endte lige som den første 1-1. Det betød forlænget spilletid, og her kunne Vilhjalmsson stige til vejr og heade bolden i kassen til slutresultatet 2-1.

Efter ekstremt vigtige mål, der altså sikrede Rosenborg mindst to kampe mere i Champions League, deltog alle hjemmeholdets spiller i jubelscenerne. Med få undtagelser - heriblandt Nicklas Bendtner.

Ifølge Matthías Vilhjalmsson er der dog ingen kold luft mellem de to, og han vurderer, at det skyldtes en skade, som Nicklas Bendtner havde fået tidligt i kampen.

»Nicklas havde en god grund. Han droppede nok fejringen på grund af den dårlige ryg. Der er ikke krig mellem os - tværtimod. Forholdet mellem mig og Nicklas er rigtigt godt. Han er en af mine bedste venner her. Vi tager tit ud og drikker kaffe sammen,« siger Matthías Vilhjalmsson til norske Dagbladet.

Nicklas Bendtner selv forklarer til den norske avis, at han var meget glad for målet, selvom han ikke 'orkede at tage del i fejringen'.

».. Matthías er en god ven og fodboldspiller. Det var en fantastisk følelse at se hans hovedstød gå i mål, selvom jeg ikke orkede at tage del i fejringen,« lyder det fra Nicklas Bendtner.

Tidligt i onsdagens kamp mod Dundalk slog Nicklas Bendtner ryggen.
Tidligt i onsdagens kamp mod Dundalk slog Nicklas Bendtner ryggen. Foto: Wold, Ole Martin
Vis mere

Kritikken af Nicklas Bendtner har efterhånden stået på i lang tid, mens Matthías Vilhjalmsson høster roser gang på gang. Og efter onsdagens kamp blev det for meget for flere nordmænd.

Den norske fodboldekspert og tidligere spiller Jesper Mathisen er således ikke bleg for at give sin ærlige mening til kende om den 29-årige dansker, der har scoret seks mål i 16 ligakampe.

'Jeg forstår, at det har været vigtigt at få Bendtner i form, men han er i øjeblikket ikke i nærheden af Vilhjalmssons niveau foran mål,' skriver Jesper Mathisen.

Han uddyber herefter sin meget hårde kritik af Nicklas Bendtner.

'Det eneste, Nicklas Bendnter for tiden gør bedre end Vilhjalmsson, er at tygge tyggegummi.'

Flere andre er også efter den tidligere Arsenal- og Juventus-spiller.

'Hvis Vilhjalmsson ikke starter inde i næste kamp, kan Rosenborg bare lukke klubben ned,' skriver Martin Årseth.

'Folk, der har forstand på fodbold, må gerne sige mig imod. I mine øjne er Vilhjalmsson i en helt anden klasse end Bendtner,' skriver TV2 Norges sportsjournalist Anders Skjerdingstad.

Rosenborg er videre, godt. Bliver svært mod Celtic. Godt, at Vilhjalmsson er i form. Hvornår skal Bendtner forresten kaldes for et flop?' skriver Twitter-brugeren 'Skuggz'.