William Kvist mente, at hans makkerskab med Christian Poulsen ser endnu stærkere ud efter kampen mod England - og var glad for træningen frem mod Chelsea-braget

Altid reflekterende, velovervejet og velformuleret.

William Kvist havde sin egen dagsorden klar, da han mødte pressen efter opgøret mod England, hvor han løb, løb, løb i 89 minutter, inden den yderst sjældne krampe satte ind. Og dommen var klar: Målsætningen om at blive fast makker med Christian Poulsen på den danske midtbane er tættere på en realitet.

- Selvfølgelig kan man altid finde fejl, men jeg ser kampen i aften som et skridt frem i vores makkerskab. Det var ikke på midten, englænderne spillede sig igennem. Jeg synes, det fungerede fint defensivt, og offensivt fik vi givet plads til de fire forreste, så alt i alt er jeg tilfreds, sagde William Kvist.

- Og vi løb jo ikke efter de samme bolde eller tilbød os på samme tid. Ellers havde jeg jo også bare fået Christian Poulsens hår i ansigtet, sagde William Kvist med et smil, inden han erkendte, at det tog et kvarter, før han fandt sig selv på banen.

- Jeg er kommet fra FCKs træningslejr i La Manga, hvor jeg spillede to kampe i et helt andet tempo end i aften. Det tog mig tid at vænne mig til det, men jeg er lykkelig for, at jeg fik en hel kamp, for det er klart, at jeg kan bruge det tempo, jeg fik, til kampen mod Chelsea. Med 20 minutter igen fornemmede jeg et klart fysisk overskud, og det ville jeg brænde af mod slut. Og det passede jo med, at krampen kom efter 89 minutter, sagde William Kvist.