Der suser stadig varme ørkenvinde rundt om, at Michael Laudrup skal være landstræner i den rige oliestat Qatar.
Godt nok offentliggjorde ørkenriget tirsdag deres tredje træner siden januar 2014, José Daniel Carreño, men ifølge journalister fra Qatar er den 52-årige uruguayaner blot en lappeløsning, inden Qatars fodboldforbund har den danske træner på plads.
Men hvad er det for et land, Qatar ønsker at få Michael Laudrup til at repræsentere? Olieriget prøver at tillægge sig flere vestlige værdier, og et led i den plan er afholdelsen af det omdiskuterede og allerede berømte vinter-VM i 2022. Men landet, der er styret af et absolut monarki, er stærkt kritiseret af samtlige menneskerettighedsorganisationer for et gammeldags og udemokratisk samfundssyn.
Jens Sejer Andersen, chef for firmaet Play the Game, som arbejder for at fremme etikken i sport, fortæller, at Qatar stadig på mange områder er langt efter Vestens samfundssyn.
»Forholdene omkring pressefriheden, det slavelignende arbejdsmarked, kvinders rettigheder og den politiske frihed er stærkt kritisable. Det positive er, at Qatar er i en seriøs dialog med flere menneskerettighedsorganisationer, Amnesty og Human Rights Watch. De mener indtil videre, at landet skal have en chance for at vise, at det er i stand til at forbedre situationen for sine migrantarbejdere,« siger han.
Michael Laudrup har været træner i Qatar-klubben Lehkwiya med stor succes. Klubben har allerede vundet det hjemlige mesterskab, og ifølge kilder i Qatar er der tradition for, at Qatars fodboldforbund tilbyder succestrænerne landstræner-jobbet. Mens nordkoreanske migrantarbejdere arbejder for en slaveløn for at få landets stadion klar til VM, står Michael Laudrup til at få en årsløn på mellem 45 og 67 millioner kr., hvis han takker ja.
»Langt de fleste gæstearbejdere i Qatar arbejder af ren nød, og fordi forholdene i deres hjemlande er endnu værre. Den lille gruppe vesterlændinge, der har mere prestigefyldte funktioner, får jo sikkert en ualmindelig god betaling,« siger Sejer Andersen og fortsætter:
»Det er for tidligt at dømme Qatar ude som et land, man ikke kan røre ved. Men omvendt må enhver gøre op med sig selv, i hvilken grad man ønsker at legitimere et familieejet regime, som undertrykker en række basale rettigheder,« siger Jens Sejer Andersen, der dog ikke vil forholde sig til Michael Laudrups situation.
Jakob Østergaard Genz, cand. mag. i kultur og sport, har intet imod, at Michael Laudrup vælger at arbejde i et land som Qatar. Problemet for ham ligger i DBU.
»Vi kan ikke anfægte Laudrup for, at han ser gennem fingre med, at det land, han bor i, er bygget op om nogle regler, der ligger milevidt fra de værdier, som han ellers - igennem tiderne - har repræsenteret. Der er jo sportslige udfordringer, og man tjener gode penge. Men når DBU vælger at spille VM i landet, viser de, at alt, hvad vi står for i værdier og menneskesyn, kan vi smide langt væk,« siger han.
