De har søgt og ledt i et år - men helt og aldeles forgæves.

For siden William Kvist under opsigtsvækkende omstændigheder forlod bestyrelsen i Parken Sport og Entertainment for godt et år siden, ja, der er hans post i bestyrelsen endnu ikke genbesat.

Heller ikke selv om den daværende bestyrelsesformand Allan Agerholm lovede, at bestyrelsen ville have fokus på at finde en person med stor erfaring og international udsigt, så bestyrelsen havde en sportslig kompetence.

Tirsdag var der generalforsamling i selskabet, hvor den nyvalgte formand Henrik Møgelmose kunne fortælle, hvorfor jagten på sportslig kompetence indtil videre har været forgæves.

»Vi kigger løbende efter det, og det ér også en kompetence, vi gerne vil have. Men vi har også vist med vores sportslige ledelse og samarbejdet i bestyrelsen, at det jo egentlig er gået meget godt de seneste par år.«

»Også selv om der ikke har været en sportslig kompetence,« forklarede han, da han mødte den skrevne presse, efter han på talerstolen blandt andet at have peget på, at en profil skulle kunne udfordre klubbens sportslige ledelse i form af Jacob Neestrup, Peter Christiansen og Sune Smith-Nielsen.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jagten har taget bestyrelsen forbi flere potentielle kandidater - der dog falder for en række udfordringer eller krav, som bestyrelsen har til en ny kandidat.

»Vi har identificeret flere personer, men en del af dem er faldet på, at de for eksempel ikke havde en bred ledelsesmæssig erfaring. Man må ikke glemme, at Parken Sport og Entertainment er mere end FCK.«

»En meget væsentlig del af vores aktivitet er ejendomme og Lalandia. Vi skal have en kompetence, der ikke sætter sig i hjørnet og kun forholder sig til tingene, når vi taler fodbold. Det er en del af det at være i bestyrelsen.«

»Derfor er det svært. Vi skal også finde én, der ikke har en eller anden form for en tilknytning til en klub i forvejen,« siger Møgelmose og peger på, at behovet formentlig er større hos omgivelserne end hos bestyrelsen i Parken Sport og Entertainment.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sportsdirektør Peter Christiansen fortæller, at han ikke som sådan har behov for sportslig sparring i bestyrelsen.

»Så skal jeg søge min sparring et andet sted, men det er jo ikke mig, der bestemmer det (hvem der sidder i bestyrelsen, red.)«

»Det vigtige at forstå er, at man leder efter en kompetence. Og det kan ikke være hvem som helst, for skal det give noget for os, så skal det være en med en dyb indsigt og en, der kan udvikle butikken - både førsteholdet og akademiet,« siger 'PC' og fortæller:

»Der var en frygt om, om vi havde konkurrencedygtighed internationalt, da Ståle gik ud. Det har vi bevist med vores resultater, at man kan, hvis man er nysgerrig, har et netværk og folk derude, man kan søge sparring fra og få idéer fra.«

»Det har vi, og klubben er et rigtig godt sted, så er det op til bestyrelsen at finde de kompetencer, der kan passe ind.«

Hvem sparrer du med?

»Jeg vil ikke udlevere folk, men det er kollegaer. Det er på den allerhøjeste hylde fra top 5-ligaer, hvor vi kender folk og har et godt forhold til. De arbejder med fodboldspillet på en lidt højere hylde, og det er der, vi skal have vores inspiration,« siger 'PC'.

Han kunne tirsdag se til, at bestyrelsen blev genvalgt ved generalforsamlingen.

Her blev Henrik Møgelmoses vederlag som formand i øvrigt sænket til en millioner kroner - det er nedsat med 500.000 kroner fra tidligere.

Næstformandens vederlag - Michael Stenskrogs - er øget fra 135.000 til 400.000 kroner.