Altid kontroversielle Zlatan Ibrahimovic har kastet masser af stjernestøv over den ellers lidt anonyme franske Ligue 1, siden han kom til i 2012.

Men selvom hans mange, og ofte ekstravagante, mål og kulørte personlighed har gjort meget godt for eksponeringen af fransk fodbold, så kan det også give bagslag. Det gjorde det forleden efter Paris Saint-Germains nederlag til Bordeaux, hvor Zlatan i et voldsomt vredesudbrud mod dommeren kom til at sende verbal bredside af sted mod hele Frankrig.

Kommentarerne har naturligvis vakt stor furore blandt de stolte franskmænd, og en undskyldning fra Zlatan lader til at være faldet mere eller mindre for døve øre. Men nu tager den af franskmændene højt elskede fodboldlegende Thierry Henry sin gamle angrebskollega i forsvar.

»I Frankrig bliver man nødt til at bestemme sig for, hvad man vil. Man har tidligere beklaget sig over, at der ikke var nok internationale stjerner i ligaen, og så når en spiller af hans (Zlatan, red.) statur kommer, så ender man alligevel med at brokke sig,« lyder de hårde ord fra Henry til sine landsmænd i et interview med den franske sportsavis L'Equipe.

»Han siger, hvad han tænker og gør tingene på sin egen måde. Det har aldrig naget mig. Spillere med denne karakter er der færre og færre af,« udtaler den pensionerede angriber og hylder desuden Zlatan som en stor spiller. De to spillere havde fornøjelsen af hinandens selskab i en enkelt sæson i Barcelona.

»Hvis han absolut skal straffes for hans kommentarer efter nederlaget til Bordeaux, så må det være sådan. Men Frankrig bør forsøge at holde på denne spiller, så længe han stadig har lyst til at spille der.«

Den svenske kæmpe har i denne sæson tromlet målene ind med sædvanlig frygtindgydende selvfølgelighed.17 mål i 21 ligakampe er det blevet til i skrivende stund.