Mens storebror Rasmus Højlund scorer sig i overskrifterne i England, er lillebror Oscar i gang med sit gennembrud i FC København.

Han startede inde i årets første Superliga-kamp, da københavnerne vandt 3-0 i Silkeborg. Og et par dage tidligere kom det 19-årige midtbanetalent ind i Champions League-ottendedelsfinalen mod Manchester City.

Og her fik han markeret sig, da han med en perfekt skuldertackling fik banket Manchester Citys norske verdensstjerne Erling Braut Haaland i grønsværen.  

Og den aktion har han hørt meget for fra venner og holdkammerater.

Her sender Oscar Højlund Manchester Citys Erling Haaland på røven i Parken.
Her sender Oscar Højlund Manchester Citys Erling Haaland på røven i Parken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er vigtigt for mig selv at sætte mig igennem på banen. Og det fik jeg gjort. Og det var ikke så dårligt, at det var mod ham,« lyder det med et lille smil fra den danske teenager.

Også hans berømte storebror har hørt om duellen.

»Han havde godt hørt om det - men vi har ikke rigtigt snakket om det,« fortæller Oscar Højlund, der - sammen med sin tvillingebror Emil - er i daglig kontakt med Manchester United-Højlund.

»Vi snakker dagligt sammen. Vi er ret tætte. Vi prøver at få vekslet en masse ting og får spurgt, hvordan hinanden har det.«

»Vi får også spillet en masse Playstation sammen online. Alt fra Fifa til Call of Duty - så det er fint. Bedst?Det vil jeg sige, at jeg er.«

Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han følger Rasmus Højlunds bedrifter i England tæt og var selv til stede på Old trafford, da storebror ved juletid fik scoret sit første Premier League-mål.

»Familien er utrolig stolt - også mig. Han havde en lidt hård start derovre, og nu har han bare vist, hvor mentalt stærk han er. Vi er utroligt stolte.«