Liverpools nordirske manager, Brendan Rodgers, erkendte blankt, at Liverpool var rendt ind i et bedre hold, da Real Madrid onsdag aften på Anfield gav The Reds en fodboldlektion. 3-0 vandt de forsvarende mestre.

- I de første 22 minutter af kampen var vi fremragende, men fra deres første mål og så frem til pausen viste Real Madrid deres sande kvalitet. De var forrygende gode, sagde Brendan Rodgers efter kampen til BBC og fortsatte:

- Prøv at se Reals kvaliteter. Fart og teknik. Man kan se hvorfor, at de er mestrene.

Der var dog også rynker i panden hos manageren. Sæsonen igennem har Liverpool-forsvaret vaklet, og onsdag aften var ingen undtagelse.

- Deres andet og tredje mål kom igen fra dødbolde. Det er ved at blive et tema for os, og vi må se at blive bedre på det område. I anden halvleg spillede vi for æren, og vi var rigtig gode. Spillerne fortsatte med at kæmpe. De stoppede ikke. Og bortset fra, at vi forsvarede dårligt, kan jeg ikke forlange mere.

Real Madrid fører suverænt gruppen med ni point for tre kampe, mens Liverpool, FC Basel og Ludogorets alle har tre point.