Kontraktforhandlingerne mellem Steven Gerrard og Liverpool har stået på længe, og de to parter har haft svært ved at få enderne til at mødes. Men måske er der måske lys for enden af tunnelen, for nu meddeler Brendan Rodgers, at man har tilbudt Gerrard en ny kontrakt.

Efter næsten 700 kampe for Liverpool så det ud til, at Steven Gerrards tid i klubben ville lakke mod enden, for de var ikke meget for at forlænge kontrakten på de nuværende vilkår med den levende legende.

Ifølge den engelske avis Daily Mail tjener Gerrard i omegnen af 1,3 mio. kroner om ugen, og da hans kontrakt udløber til sommer, kan den 34-årige anfører frit snakke med andre klubber efter nytår, og i værste fald forlade klubben helt gratis.

I lørdagens 1-0-sejr over Stoke måtte Steven Gerrard tage til takke med en plads på bænken, selvom det var nøjagtig 16 år siden, han debuterede for Liverpool, og det blev af mange opfattet som om, at hans tid i klubben er ved at være et overstået kapitel.

Men måske kan de mange Liverpool-fans begynde at ånde lettet op, for ifølge Brendan Rodgers har Liverpool netop sendt et kontraktudspil til Steven Gerrard.

»Seneste nyt er, at Steven Gerrard og hans repræsentanter er blevet tilbudt en kontrakt, og i øjeblikket er det der, den ligger. Alt hvad han har gjort i de 16 år, han har været her, fortjener den største respekt og tid til at overveje det,« siger Rodgers, der samtidig afviser, at det er et spørgsmål om penge, der skiller parterne ad:

»Det vil bestemt ikke være penge. Jeg har snakket med ham nok gange, og det vil ikke være et problem. Fra nu af og frem til slutningen af sæsonen, fortjener han muligheden for at tænke sig om,« siger Rodgers.