Heller ikke i sin anden kamp som manager for Manchester United lykkedes det for Louis van Gaal at hente en sejr. 

På udebane mod Sunderland måtte storklubben nøjes med et point, da holdene spillede 1-1 på mål af Juan Mata og Jack Rodwell, og dermed skuffede den store klub igen, efter at det i Premier League-premieren blev til et nederlag på 1-2 til Swansea. 

- Jeg synes ikke, vi producerede så meget i første halvleg. Vi scorede et fantastisk mål, men selv om vi havde advaret vores spillere om, at de ikke skulle give modstanderne for meget plads, skete det, og derfor udlignede de. Det er skuffende, sagde Louis van Gaal i det efterfølgende kampinterview.  

- Men i anden halvleg synes jeg, at vi spillede meget bedre, og vi kunne have skabt flere chancer, men på den sidste tredjedel manglede vi den kreative aflevering, tilføjede den hollandske manager. 

Louis van Gaal mente ikke nødvendigvis, at han så et bedre United-mandskab i 1-1-kampen mod Sunderland frem for nederlaget til Swansea.

- Nej, det kan jeg ikke sige, for vi skabte flere chancer i sidste weekend. I fodbold skal man skabe chancer og score mål, og vi producerede ikke så mange chancer i dag. Men jeg er nødt til at sige, at vi nok havde mere boldbesiddelse og dominerede mere end i sidste kamp, men man skal vinde kampene, og det kunne vi have gjort, så det er en skam.

Manchester Uniteds næste modstander er Burnley, der har tabt begge de to første kampe i Premier League.