Michael Laudrup bliver i adskillige spanske medier nævnt som én af to kandidater til det ledige cheftræner-sæde i storklubben Valencia. 

Blandt andet skriver den store Madrid-sportsavis Marca, at valget står mellem Laudrup og hollænderen Frank Rijkaard. Og at Marca melder sådan ud, betyder - ifølge fodboldreporter Luna Christofi, der har et indgående kendskab til spansk fodbold - at, der meget vel kan være noget om snakken

»Marca har sandsynligvis en direkte indgang til Valencia-ledelsen - helt konkret drejer det sig om den magtfulde spilleragent Jorge Mendes, der mere eller mindre er ringforlovet med Valencias ejer, Peter Lim,« fortæller Luna Christofte og fortsætter:

»Jeg ved ikke, om det er Jorge Mendes, der ansætter træneren i Valencia, men han er helt sikkert med i processen. Og Marca kunne sagtens have en hotline til Mendes.«

Luna Christofi har i de seneste uger både dækket El Clásico og Champions League-kampen mellem Roma og Barcelona sammen med Michael Laudrup. Og hun er nærmest blevet blæst omkuld over, hvor populær danskeren fortsat er i Spanien.

»I drømmer ikke om derhjemme, hvor kæmpestor Michael Laudrup er i Spanien. Han kan ikke gå nogen vegne - hverken på Bernabeu eller Camp Nou. Han kunne praktisk talt ikke komme op på kommentatorpladserne, fordi folk konstant stoppede ham.«

»Efter El Clasico var vi ude og spise sammen på en restaurant i Madrid. Rigtig mange kom hen og skulle have autografer og have taget billeder med Michael. Da min mand, der under middagen sidder ved siden af Laudrup, skal på toilettet, bliver han stoppet af folk, der vil have taget billeder af ham - simpelthen fordi han sidder ved siden af Michael Laudrup. Det siger lidt om Laudrups status i Spanien,« fortæller hun.